Ladestandere får klippet kablerne

Flere steder i Danmark får ladestandere klippet kablerne af. Tyvene går formentlig efter kobberet i kablerne.

Danske elbilister risikerer at blive skuffede, når de parkerer ved en ladestander for at få strøm på elbilen. Kablet, der forbinder ladestanderen med elbilen, kan simpelthen være klippet af. Det skriver tv2.dk.

Senest har kabeltyve været på spil i det sydøstlige Jylland. På den lange strækning fra Horsens i Østjylland til Nordborg på Als langt nede i Sønderjylland, har adskillige ladestandere fået klippet kablerne af.

”Kabeltyveri er heldigvis ikke noget, vi oplever ofte, men det er stadig utroligt frustrerende både for os og for de elbilister, som er vant til at kunne lade ved standerne,” siger Torben Niels Pedersen, Installation & Maintenance Manager hos Clever til tv2.dk.

Går efter kobberet

Teorien er, at tyve går efter det kobber, der findes i ladekablerne.

”Ladekablerne indeholder en vis mængde kobber, men det burde ikke være nok til at tiltrække egentlige kobbertyve – dog er det stadig den mest logiske forklaring,” siger Torben Niels Pedersen fra Clever.

En anden ladeoperatør, OK, fortæller til tv2.dk, at hvert kabel indeholder kobber for ca. 200 kr. Men for OK har kablet en værdi på 15.000 kr.

Tv2.dk har talt med ladeoperatørerne Clever, OK, Norlys og E.on. Samtlige har oplevet tilfælde af kabeltyverier. Nogle gange er kablerne blevet klippet på helt nye ladestationer, inden de er blevet taget i brug.

Velkendt fænomen

Tyveri af kobberkabler er et velkendt fænomen fa f.eks. jernbaner og byggepladser. Med elbiler og ladestandere har kobbertyve fået en ny mulighed – over alt i verden får ladestandere klippet kabler.

Det gælder også i USA, hvor tyverierne dog også kobles sammen med modstand mod elbiler. Her har overklippede kabler blot været en af flere måder at chikanere elbilister på. Andre har været at parkere fossilbiler for at blokere elbilers adgang til ladestandere.

Om modstand mod elbiler kan være forklaringen på kabeltyverierne i Sydøstjylland er dog uklart.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here