Lille Citroën er stadig Danmarks billigste elbil

danmarks billigste elbil

Ny basisudgave med beskedent batteri sender elbilen Citroën ë-C3 under 140.000 kroner. Til gengæld er rækkevidden også beskeden.

Lørdag den 9. maj lancerer Renault den elektriske Twingo til priser fra 147.000 kroner. Det fik forleden Hvilkenbil til at udråbe den franske mikro med frøøjnene til Danmarks billigste elbil. 

Titlen tilfalder dog Citroën. For kort tid siden blev ë-C3 nemlig lanceret i en ny basisudgave. Den hedder stadig You! og sparer på udstyret, men et nyt, lille batteri på 30 kWh skærer yderligere 10.000 kroner af prisen, og bringer den ned på 139.990 kroner. 

Første gang under 140.000 kr.

Det er første gang, at en elbil kommer under 140.000 kroner i Danmark, og dermed er Citroën ë-C3 også Danmarks billigste elbil. Endda med en god margen på 7.000 kroner op til Renault Twingo.

Titlen som Danmarks billigste trækker overskrifter, men er ikke en målsætning i sig selv, fortæller den danske Citroën-importør Wismo Groups PR-chef Hanne Langsig Sørensen til Hvilkenbil.

Importøren bruger dog titlen i kommunikationen, “når det giver mening”.

Tidligere kunne Dacia Spring til 141.500 kroner kalde sig Danmarks billigste elbil. Respekten for den billige, rumænske elbil var dog til at overse - genlæs for eksempel vores én-stjernede test af bilen her - og modellen fås ikke længere i Danmark.

Blot 204 kilometers rækkevidde

Citroën ë-C3 fremstår langt mere ‘voksen’, men har samme udfordring med rækkevidden. Med et batteri på 30 kWh er den teoretiske og optimistiske WLTP-rækkevidde blot 204 kilometer, så det er udpræget en elbil til korte ture i byen. På motorvej i vinterhalvåret skal man ikke regne med meget mere end 100 kilometer, før batteriet er kørt fladt.

Her får man lidt mere rækkevidde for de ekstra 7.000 kroner hos Renault. Den elektriske Twingo lover 263 kilometers rækkevidde.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here