Mercedes har indledt første testkørsler af en elbil med solid state-batterier. Første erfaringer viser, at rækkevidden øges med 25 pct.
Solid state – eller på dansk faststof-batterier – er den hellige gral inden for elbiler. Det er næste generation af batterier, der både giver længere rækkevidde, hurtigere ladning og højere holdbarhed.
Vi har hørt om det i årevis, men nu begynder der at være konkrete resultater bag de flotte skåltaler og – på papiret – imponerende præstationer.
Også hos Mercedes, der netop har indledt testkørsler af mærket første elbil med et solid state-batteri.
Batteriet, der er udviklet sammen med den amerikanske batteriproducent Factorial Energy, sidder i en Mercedes EQS. Den har i forvejen en imponerende rækkevidde på den gode side af 800 km. De første prøvekørsler med solid state-batteriet øger rækkevidden med 25 pct., så den store EQS bryder 1.000 km-grænsen.
50 pct. mere energi
Solid state-batterier benytter en fast elektrolyt i modsætning til de flydende elektrolytter, vi kender fra almindelige litium-ion batterier. Det gør battericellerne mere robuste og sikre. Sammen med en litium-metal anode forbedrer det også energitætheden markant, hvilket giver længere rækkevidde. Potentialet er stort. Energitætheden forventes at blive mindst 50 pct. bedre end i litium-ion-batterier. Samtidig kan vægten reduceres.
Formel 1-teknologi
En anden egenskab ved solid state-batteriet er, at cellerne udvider sig under opladning, og trækker sig sammen igen, efterhånden som strømmen bruges. Det stiller nye krav til håndteringen af cellerne i batteripakken. Her har Mercedes fået hjælp af sin egen Formel 1-udviklingsafdeling, AMG High Performance Powertrains. Ved at trække på erfaringer fra mærkets Formel 1-biler har AMG udviklet en særlig holder (pneumatisk aktuator), der kan håndtere bevægelserne i cellerne og på den måde sikre høj ydelse og lang holdbarhed.

Det mest spændende ved Mercedes’ solid state-batterier er dog, at det nu er klar til testkørsler i den virkelige verden. Det viser, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor det stærkt hypede super-batteri faktisk begynder at sidde i elbilerne.
Klar i 2030
For Mercedes og Factorial, der går for at være blandt dem, der er længst fremme med solid state-batterier, er det en milepæl. Bilkøbere må dog fortsat væbne sig med tålmodighed. Vi skal formentlig frem til 2030, før Mercedes er klar til at sælge elbiler med solid state-batterier.
Den helt store udfordring er at opskalere produktionen af de faste elektrolytter fra små prototype-oplag til rigtig serieproduktion. Før kommer prisen ikke ned i et realistisk leje. Til gengæld vil forbedringen af rækkevidden formentlig være tættere på 50 pct. end de 25 pct., som Mercedes måler nu.