Over 40 procent af alle nye varebiler, der sælges i Danmark, er nu elektriske. I sidste måned steg andelen til mere end 47 procent.
Håndværkere og firmaer gør i stigende grad som private danskere, når de køber nye varebiler: De vælger elektrisk.
Elektriske varebiler med et batteri i stedet for en brændstoftank under varerummet bliver stadig mere populære herhjemme. I første halvår af 2026 blev der indregistreret 5.485 el-varebiler, hvilket svarer til en markedsandel på 40,5 procent. Det viser friske tal fra bilstatistik.dk.
Stigning på 13 procent
Udviklingen er markant, for dermed er andelen af elektriske varebiler steget med 12,9 procentpoint siden første halvår af 2025, hvor kun 27,6 procent af varebilerne kørte på el.
Bevægelsen mod elektriske varebiler får stadig mere momentum: I juni blev der således indregistreret 1.354 nye el-varebiler i Danmark, hvilket svarer til 47,2 procent af det samlede antal varebils-anskaffelser. Dermed nærmer elektriske varebiler sig en milepæl, hvor de udgør halvdelen af det danske marked.
Tydelig udvikling
“Der er kommet tempo på varebilsmarkedet, hvor elbilerne udgør en stadig større andel af nyregistreringerne. I juni alene var over 47 procent af varebilerne eldrevne, og det vidner om en tydelig udvikling i elektrificeringen. Fra personbilsmarkedet ved vi, at private købere i stigende grad vælger elbiler, og da langt størstedelen af de nye varebiler anskaffes af virksomheder, er det positivt at se, at erhvervslivet også i stigende grad vælgere grønnere biler,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i brancheforeningen Mobility Denmark.
Stigende efterspørgsel på varebiler, der kører på el, er med til at drive en stabil vækst på markedet for varebiler: I første halvår af 2026 blev der indregistreret 13.537 nye varebiler i Danmark - en stigning på 3,2 procent over niveauet fra 2025.
Ford Transit er mest solgt
Ford Transit Custom, der både fås som elbil, ladehybrid og med dieselmotor, blev den mest solgte varebil i Danmark i første halvår af 2026. VW ID. Buzz (foto) tog sjettepladsen som den mest solgte varebil, der udelukkende fås som elbil.






