Fra selvudslettende til selvsikker: Femte generation af Nissan Micra skifter fuldstændig karakter og får en af miniklassens mest omfattende sikkerhedspakker.
Nissan Micra er som forvandlet. Fra en af miniklassens mest selvudslettende biler i blødt håndsæbedesign til en skarpskåret frækkert fra den nære fremtid. Japanerne har simpelthen haft modet til at bevare de fleste idéer og stiltræk fra den markante konceptbil Sway og føre dem over i produktionsudgaven af den femte generation af Micra.
Størrelsen får også et boost. Micra bliver 17 cm længere og næsten otte cm bredere. Akselafstanden øges med 7,5 cm, og ifølge de første indtryk fra biludstillingen i Paris, hvor Micra netop er afsløret, sikrer det gode pladsforhold. Især på forsæderne og i bagagerummet, der vokser til hele 370 liter – det samme som de fleste biler i den større Golf-klasse præsterer.
En ny, velkommen detalje i Micra er, at rattet endelig bliver justerbart i længden.
Teknikken rykker også flere klasser op. Micra kan udstyres med en syv-tommer stor trykfølsom skærm, der kan kobles op med din smartphone. Samtidig forbedres sikkerheden med aktive sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, vognbaneassistent, blindvinkeladvarsel og en særlig Nissan-specialitet med et 360-graders kamera, der viser bilen og omgivelserne i fugleperspektiv.
Tre motorer
Under hjelmen er der to benzinmotorer og en enkelt diesel at vælge imellem: Basis bliver en trecylindret 1,0 med 73 hk fra Nissan selv, derefter følger en trecylindret 0,9 turbobenziner med 90 hk fra alliancepartneren Renault, der også leverer en 1,5 liters diesel med 90 hk.
Trækplasteret er dog designet, der kommer til at skille Micra ud i klassen af minibiler. I de 30 år, som Micra har været en del af Nissan-programmet, har designet altid været blødt, rundt og forsigtigt. Tredje generation – den med frø-øjnene – var, særligt i grøn, en nuttet undtagelse – men den femte Micra er den første, der giver modellen et futuristisk og sportsligt look.
Selv om den nye Micra står på podiet i Paris netop nu, når den formentlig først frem til de danske Nissan-forhandlere til maj.
Læs også: De 8 vigtigste nyheder i Paris