Nu kan du bestille elektrisk Volvo online

recharge

Volvos første rene el-bil, XC40 Recharge, koster fra under 450.000 kr. og sælges via nettet. Klar til levering herhjemme til efteråret.

Volvo er klar med prisen på sin første rene elbil, SUV’en XC40 Recharge Twin, som står på en tilpasset udgave af platformen, der også bærer den ’normale’ XC40 med benzin- og dieselmotorer.

Priserne starter ved 445.000 kr.

Allerede nu kan du bestille bilen på nettet. Du bygger den selv op i konfiguratoren på volvocars.dk. Du kan selvfølgelig også kontakte en forhandler på god gammeldags facon.

De første biler ankommer til Danmark i tredje kvartal af 2021, oplyser Volvo i Danmark.

Med lanceringen af XC40 Recharge Twin gør Volvo samtidig et forsøg på at forenkle det virvar af udstyrsvarianter og tilkøbsmuligheder, man ofte bliver mødt af, når man kigger på nye biler på nettet.

Volvo har en overordnet ambition om at forenkle købsprocessen og et ønske om at reducere kompleksiteten i sit modeludbud ved at fokusere på attraktive, forud-konfigurerede varianter.

XC40 Recharge Twin lanceres således kun i to udstyrsniveauer, Plus og Pro. Begge udstyrsniveauer har Volvos kendte sikkerhedsudstyr, klimaanlæg, varmepumpe, LED forlygter, 19” letmetalfælge og eljusterbart førersæde.

Når du bestiller en elektrisk XC40, omfatter det desuden en ’Volvo Care’-ordning, der blandt andet inkluderer service, udvidet garanti og vejhjælp.

Premiere på Google infotainment

XC40 Recharge Twin er den første Volvo, der bliver leveret med et nyt infotainment-system udviklet i fællesskab med Google og baseret på Android-styresystemet.

Det giver brugerne adgang til integrerede Google-apps og -tjenester som Google Maps, Google Assistant og Google Play Butik.

Læs mere om Volvo XC40 Recharge Twin her.

Volvo sigter mod at blive et rent elbilselskab inden 2030, og vil i de kommende år lancere en helt ny modelserie af elbiler, der udelukkende kan bestilles online. Til sommer starter salget af C40 Recharge, som den første Volvo-model, der er designet fra bunden som elbil.

Læs om C40 Recharge her.

FAKTA: Teknikken i Volvo XC 40 Recharge Twin:

Den fuldelektriske XC40 Recharge Twin har to motorer, en foran og en bag, og leveres med AWD (firehjulstræk) som standard. Batteriet er på 78kWh med en estimeret rækkevidde på 418 kilometer (WLTP-normen).

XC40 leveres med mulighed for AC-opladning op til 11 kW og DC-opladning op til 150 kW som standard. Med en hurtigoplader kan batteriet oplades til 80 procent kapacitet på cirka 40 minutter.

De to motorer giver en samlet effekt på 408 hestekræfter og et drejningsmoment på 660 Nm. Bilen går fra 0 – 100 på 4,9 sekunder.

XC40 Recharge Twin kan eftermonteres med anhængertræk og kan trække op til 1500 kg med bremser.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Men xc40 recharge er baseret på en 2 i 1- platform. Altså en platform til såvel fossil som elektrisk fremdrift. Volvo høster med andre ord langt færre fordele med dette design end de dedikerede elbilsplatforme. Mindre plads og dyrere produktion og ringere rækkevidde er resultatet. Hvornår mon de kinesiske ejere viser hvad de virkelig har i ærmet. I Kina er el kæmpestort. Der må være en rigtig platform lige på trapperne. Vent på den i stedet.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here