Ny Honda CR-V fastholder lavere priser

Sommerens rabatter på Honda CR-V fastholdes, når den nye model får dansk premiere omkring årsskiftet. Billigste udgave med forhjulstræk og benzinmotor koster 314.000 kr.

Den danske Honda-importør har tydeligvis ambitioner om et comeback i klassen for mellemstore firehjulstrækkere. Honda CR-V har tidligere været blandt klassens bestsellere, men den nuværende model har haft svært ved at fortsætte succesen i salgsstatistikkerne. Salget fik dog et vitamintilskud, da importøren i sommers barberede 100.000 kr. af de vejledende priser. Officielt for at rydde lagrene af den gamle model, men nu viser det sig, at afløseren holder fast i de lave priser.

Når den nye Honda CR-V får dansk premiere omkring nytår, begynder priserne nemlig ved 314.000 kr., inkl. levering, for billigste variant med forhjulstræk og to-liters benzinmotor. Det svarer til prisen på den udgående model, der dog inkluderede firehjulstræk og mere udstyr.

Omvendt kan man ikke beskylde 2013-udgaven af Honda CR-V for at være skrabet. Bl.a. er 17 tommer alufælge, fjernbetjent centrallås, multimediesystem med USB-indgang, start-stop automatik, fartpilot og elruder for og bag standard.

For 20.000 kr. ekstra rykker man op i Comfort-udgaven med to-zone klimaanlæg og varme i forsæderne, mens yderligere 20.000 kr. omfatter læderrat, regnsensor, parkeringssensorer for og bag, bakkamera, bedre lydanlæg og alarm i Elegance-udgaven.

Firehjulstræk for 25.000 kr.
Har man mod på en tur i terrænet skal der lægges yderligere 25.000 kr. for udgaven med firehjulstræk, mens Honda’s velkendte 2,2 liters dieselmotor øger prisen med 75.000 kr. Lidt pebret, men dieselfans kan se frem til senere i 2013, hvor CR-V tilbydes med en nyudviklet 1,6 liters dieselmotor med hele 120 hk. Da den lille maskine også kan fås med forhjuls- i stedet for firehjulstræk, tyder det på, at Honda CR-V endelig kommer i en relativt prisbillig diesel-version.

Kombinationen moderne diesel og fair priser kan blive Honda CR-V’s chance i Danmark, hvor lette ”softroadere” oplever et mindre comeback. Honda-priserne kan i hvert fald matche to af de mest solgte rivaler, nemlig Nissan Qashqai og Mazda CX-5, der begynder ved henholdsvis 300.000 og 320.000 kr. for udgaverne med 2-liters benzinmotorer og forhjulstræk. Dermed melder Honda sig atter ind i kampen blandt offroadernes ”lette kavaleri”.

Læs mere om Honda CR-V.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here