Ny Nissan Note skal koste fra 144.000 kr.

Masser af plads, praktisk sans og avanceret high-tech til lave priser. Det er opskriften på succes for den nye Nissan Note, der kommer til Danmark i oktober.

En stærk cocktail af høj brugsværdi og ny teknik til stærke priser skal give anden generation af Nissan Note succes i miniklassen. Når der er dansk premiere i oktober, begynder priserne ved 144.000 kr. for basisudgaven med aircondition og en 3-cylindret benzinmotor med 80 hk.

Interessen samler sig dog om den 20.000 kr. dyrere udgave med Acenta-udstyr med en række detaljer, der gør Nissan Note til et spændende indslag i miniklassen. Det gælder et længdejusterbart bagsæde, der kan køres 16 cm frem eller tilbage, så bagagerummet rummer mellem 325 og 411 liter. Under alle omstændigheder skulle den 410 cm lange og let forhøjede Note i bedste MPV-stil byde på god benplads på bagsædet.

Med Acenta-udstyr byder Nissan Note på en teknologisk nyskabelse, vi hidtil kun har set i absolutte luksusbiler som Mercedes S-klasse: ”Safety Shield” kalder Nissan systemet, hvor flere kameraer holder øje med omgivelserne i alle retninger.

De mange kameraer gør det muligt for chaufføren at se bilen i fugleperspektiv på en skærm i midterkonsollen og dermed undgå forhindringer, hvad enten det er biler i den blinde vinkel eller kantstene under parkering.

Under sidespejlet er blot et af flere steder, hvor Nissan Note har kameraer placeret. Tilsammen giver de chaufføren mulighed for at overskue bilen fra alle vinkler.
Under sidespejlet er blot et af flere steder, hvor Nissan Note har kameraer placeret. Tilsammen giver de chaufføren mulighed for at overskue bilen fra alle vinkler.

”Safety Shield” systemet inkluderer også navigation, internetadgang og bluetooth-forbindelse. Og så har Nissan endelig løst et problem, der altid har hæmmet de bak-kameraer, der sidder bag på biler: Objektivet bliver automatisk spulet og lufttørret, når skidt og snavs begynder at sløre billedet.

Ud over den 3-cylindrede benzinmotor med 80 hk lanceres Nissan Note i første omgang med en 1,5 liters dieselmotor med 90 hk. Senere følger en stærkere udgave af benzinmotoren med kompressor, der yder 98 hk.

Nissan Note priser, inkl. lev.:
Note benzin 80 hk Visia: 144.000 kr.
Note benzin 80 hk Acenta: 164.000 kr.
Note diesel 90 hk Visia: 169.000 kr.
Note diesel 90 hk Acenta: 194.000 kr.

Læs mere: Ny Nissan Note er klar til Europa

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here