Anden generation af Peugeot 208 kommer både som benzin-, diesel og elbil. Ny platform reducerer vægten og giver mulighed for high-tech som 3D-instrumenter og 8-trins automatgear.
Peugeot 208, danske bilkøberes favoritbil, er på vej i en ny, hypermoderne udgave. En uge før den officielle verdenspremiere på biludstillingen i Geneve har fabrikken offentliggjort de første fotos og oplysninger om nyheden. Og det både lyder og ser spændende ud, for Peugeot 208 indtager på flere områder nyt terræn i den populære miniklasse.
Anden generation af Peugeot 208 står på en ny platform, der senere bliver basis for andre biler i PSA-koncernen som Opel Corsa, Citroën C3 og Peugeot 2008. Den nye CMP-platform er ikke kun 30 kg lettere end tidligere, den giver også adgang til en masse ny teknologi og ikke mindst mulighed for ren el-drift. 208 bliver den første bil i miniklassen, der både kan udstyres med benzin- eller dieselmotor eller tilbydes som elbil. Sidstnævnte får navnet e-208 og en elmotor, der yder 136 hk. Batteriet på 50 kWh lægger 250 kg til vægten og giver en rækkevidde på ca. 340 kilometer efter den realistiske WLTP-norm.
Hverken inde eller ude kan man se forskel på e-208 og de mere konventionelle benzin- og dieseludgaver. Peugeot har spurgt potentielle købere, hvad de foretrækker, og deres svar var, at man nu er så langt med elbiler, at de ikke skal adskille sig fra ‘almindelige’ biler.
Dvæler vi ved den elektriske 208, bliver den ifølge Peugeot noget dyrere end benzin- og dieseludgaverne. Til gengæld skal man forvente meget lave driftsomkostninger. Med en kraftig lynlader kan batteriet lades op til 80 procent kapacitet på blot 30 minutter. Derhjemme kommer det til at tage noget længere tid – mellem 17 og 5 timer, alt efter om du benytter en et- eller tre-faset lader.
Tre benzinmotorer, én diesel
Mens muligheden for at vælge en el-udgave er spændende i miniklassen, vil de fleste formentlig fortsat vælge 208 med forbrændingsmotor. Peugeot selv forventer at sælge 10 procent el, 20 procent diesel og 70 procent benzin. For de to sidstnævnte motortyper kan der vælges mellem tre, tre-cylindrede benzinmotorer og en ny 1,5 liters diesel med 100 hk. Benzinerne yder 75 hk uden turbo eller 100 eller 130 hk med turbo og de to største kan kobles sammen med et otte-trins automatgear. Næst efter væsentligt dyrere Mini bliver Peugeot dermed først i miniklassen med otte-trins automatgear.
I det hele tager opruster 208 markant på teknologien. Hvor den nuværende model aldrig har kunnet fås med moderne sikkerhedsassistenter kommer anden generation med automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder op til 140 km/t og også bremser for fodgængere og cyklister. Der bliver også mulighed for at udstyre 208 med skilteassistent, adaptiv fartpilot, træthedsassistent, vejbaneassistent og advarsel mod køretøjer i den blinde vinkel.
Betjeningen bliver også væsentligt mere sofistikeret. Bortset fra en basisudgave, får alle 208 Peugeots iCockpit med digital instrumentering og en trykfølsom betjeningsskærm med mulighed for Apple Carplay. I topudgaverne er skærmen særligt stor og instrumenterne får 3D-effekt, så de vigtigste informationer rykker helt frem i førerens synsfelt.
Endelig er det hele pakket pænt ind. Vellykket design har nemlig været med til at gøre Peugeot 208 til Danmarks mest solgte bil, så helt naturligt spiller styling tydeligvis også en stor rolle for afløseren.
Længere og bredere
De kompakte dimensioner er bevaret, men 208 vokser dog fire centimeter i længden. Til gengæld bliver den tre centimeter lavere. Sammen med et gennemgående, røgfarvet bånd til baglygterne, giver det et mere bredskuldret design. Også foran får 208 flere designelementer fra den større og meget elegante 508. Det gælder LED-kørelyset udformet som enorme sabeltænder, den store kølergrill og en længere, mere potent kølerhjelm. Dørsiderne – der er altid to døre på hver side, for Peugeot dropper tredørs-udgaven – buler også mere muskuløst og så får topversionerne og el-udgaven sortlakerede skærmkanter.
Bagsædepladsen, der aldrig har været 208s stærke side, er angiveligt forbedret på bekostning af bagagerummet, der nu rummer 30 liter mindre.
Peugeot 208 ventes til Danmark til september. Priserne er endnu ukendte.