Topmodellerne i Skoda-programmet – Superb og Kodiaq – kommer begge som ladehybrid. Det gør dem op til 50.000 kr. billigere.
Mens den opdaterede Skoda Octavia ikke kommer som ladehybrid, bliver det en mulighed for de to tjekkiske topmodeller Superb og SUV’en Kodiaq. Og det vil gøre valget let for de fleste danskere: Begge biler fås som ladehybrid fra 450.000 kr. med Selection-udstyr, og det er op til 50.000 kr. billigere end de tilsvarende biler med benzinmotor.
Største besparelse fås på den store SUV Kodiaq, mens du sparer 20.000 eller 35.000 kr. ved at vælge Skoda Superb som ladehybrid med henholdsvis Selection eller L&K-udstyr.
Superb fås både som hatchback og stationcar, kaldet Combi. Som ladehybrid leveres den dog udelukkende som stationcar. Ladehybrid-udgaverne kendes på tilnavnet iV og ladeporten i venstre forskærm – se også foto herover af Superb Combi.
Op til 133 km på el
Forklaringen er naturligvis, at der fortsat er mindre registreringsafgift på ladehybrider, hvor et batteri og en elmotor hjælper til med at reducere bilernes CO2-udledning. I hvert fald så længe, at der er strøm på batteriet.
Det er der i rekordlang tid i de helt nye udgaver af Superb og Kodiaq. Som ladehybrid kører begge Skoda-modeller med et batteri på 25,7 kWh brutto. Det rækker til henholdsvis 133 og 112 km på ren strøm ifølge WLTP-normen. Tilsvarende er der skruet op for ladekapaciteten. Det nye batteri tager 11 kW vekselstrøm og hele 50 kW jævnstrøm. Dermed kan du lade batteriet fuldt op fra 0 til 100 pct. derhjemme på 2,5 timer, mens batteriet går fra 10-80 procent i en hurtiglader på ca. 25 minutter.
Det gør ladehybrid-udgaverne af Skoda Superb og Kodiaq til nogle af de biler i klassen, der kan køre længst på strøm alene og tilmed lade hurtigt.
Dansk premiere 22. juni
Udover lavere priser tilbyder ladehybrid-udgaverne også flere kræfter. Hvor benzinudgaverne har en 1,5 liters turbobenziner med 150 hk, giver tilføjelsen af batter og elmotor en samlet ydelse på 204 i ladehybriderne.
Der er Danmarkspremiere på ladehybrid-udgaverne af de to Skoda-flagskibe i weekenden 22.-23. juni. Samtidig lanceres den faceliftede Octavia, men her har Skoda altså lidt overraskende valgt at droppe ladehybrid-udgaven.
Du kan læse meget mere om de tre store Skoda-nyheder her:
Skoda Superb priser
Essence
1,5 TSI 150 HK DSG: 419.995 kr. (+10.000 kr. for stationcar)
Selection
1,5 PHEV TSI 204 HK DSG: 449.995 kr. (kun som stationcar)
1,5 TSI 150 HK DSG: 459.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)
2,0 TDI 150 HK DSG: 489.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)
2,0 TDI 193 HK DSG 4×4: 599.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)
L&K
1,5 PHEV TSI 204 HK DSG: 529.995 kr. (kun som stationcar)
1,5 TSI 150 HK DSG: 564.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)
2,0 TDI 150 HK DSG: 594.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)
2,0 TDI 193 HK DSG 4×4: 704.995 kr. (+10.000 kr for stationcar)