Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Reuters har Tesla droppet planer om at bygge en billig basismodel i 2025. Tesla-ejer Elon Musk afviser.
I en opsigtsvækkende nyhedshistorie hævder det amerikanske nyhedsbureau Reuters fredag aften, at Tesla har droppet sine planer om at bygge en meget omtalt ’basismodel’ i 2025. Den hidtil billigste Tesla – ofte omtalt som ’Model 2’ – skulle sættes i produktion i slutningen af næste år og derefter være med til at øge mærkets samlede produktion fra 1,8 millioner biler sidste år til 4,2 millioner biler i 2028.
Til en pris på 25.000 dollars (knapt 175.000 danske kroner), skulle Model 2 kunne sælges for ca. 200.000 kr. i Danmark. Ny, og ifølge Tesla ’revolutionerende’ produktionsteknik, skulle holde prisen nede, mens en rækkevidde på mindst 450 km og markant design skulle gøre Teslas volume-model til en særligt attraktiv bil i konkurrence med især billige elbiler fra Kina.
Anonyme kilder
Reuters baserer sin historie på tre separate, men anonyme kilder i Tesla samt adgang til flere interne meddelelser, som nyhedsbureauet angiveligt har set. Ifølge Reuters besluttede Tesla-ejer Elon Musk allerede i slutningen af februar at droppe Model 2. I stedet vil Musk satse på at udvikle en selvkørende taxa – internt omtalt som ’robotaxi’, der skal baseres på den samme platform, der skulle danne grundlag for Model 2.
Reuters historie fik fredag Tesla-aktien til at falde med seks procent. Siden har Elon Musk afvist historien med en meddelelse på sit sociale medie X. Her skriver Musk kortfattet, at ”Reuters is lying (again)” (Reuters lyver – igen). Elon Musk har ikke kommenteret Reuters historien yderligere, men hans afvisning fik efterfølgende Tesla-aktien til at rette sig med en stigning på tre procent fredag aften dansk tid.
Aktiekurs baseret på forventninger
Når nyheden om Teslas planer for en kommende volume-model tillægges stor vægt skyldes det, at virksomhedens aktiekurs ikke mindst er baseret på forventningen om det enorme løft i både produktion, omsætning og indtjening, som en kommende basismodel vil medføre. Trods en vigende aktiekurs siden sidste sommer, er Tesla fortsat verdens mest værdifulde bilmærke: Teslas markedsværdi er større end de tre følgende bilmærker Toyota, Porsche og Mercedes’ tilsammen.
Reuters, som Elon Musk har et anstrengt forhold til, er lang og rig på mere eller mindre dokumenterede påstande. Bl.a. skriver Reuters, at beslutningen om at droppe Model 2 til fordel for den selvkørende robotaxi er et resultat af den stigende konkurrence fra billige, kinesiske bilmærker. Reuters antyder også, at Elon Musk begik en fejl, da han i 2020 besluttede at prioritere udviklingen af den radikale Cybertruck i stedet for Model 2.
Endelig spekulerer Reuters i, at Elon Musks ”politiske højre-drejning og polariserende udtalelser” har ”skræmt potentielle købere væk og skadet virksomhedens image som en klimavenlig pionér.”
Lynanalyse: Stor, men tvivlsom nyhed
Reuters historie beviser flere ting: Interessen for Tesla er fortsat enorm – kan du levere ‘breaking news’ om verdens mest værdifulde bilmærke er du sikker på at få masser af kliks og opmærksomhed – og det er fristende for alle medier.
Historien viser også, at Teslas kommunikation ofte er mangelfuld: Musk afviser, men formår ikke at gendrive eller lukke historien med velunderbyggede argumenter. Det er en kritik, der altid har fuldt Tesla, men som virksomheden aldrig har fundet en holdbar løsning på.
Omvendt er Reuters historie problematisk, fordi den udelukkende baserer sig på anonyme kilder.
Skal vi så tro på den?
Svært spørgsmål: Her på redaktionen tror vi umiddelbart ikke på Reuters historie: Tesla har længe talt om både Model 2 og Robotaxi. Et langt stykke af vejen hænger de to biler teknisk sammen. Det betyder også, at det er relativt let for Tesla at bygge begge biler – og Tesla har brug for at øge volumen. I betragtning af, at det kniber med at udvikle og få godkendt selvkørende biler, giver det mest mening at satse på Model 2.
Tesla har også ganske detaljeret redegjort for, hvordan man arbejder på at billiggøre produktionen, så man både kan lave og sælge Model 2 billigt og lave penge på den.
I bilindustrien er de fleste enige om, at markedet for de lidt større og dyr elbiler er mættet. Næste bølge bliver kompakte og billige elbiler, som de brede masser har råd til. Vi tror, at Musk deler den analyse – og den flugter med hans overordnede vision om, groft sagt, at ’redde verden og klimaet med elbiler til masserne.’
Omvendt har Tesla og især Elon Musk det med at overraske. Så stol trygt på, at der kommer flere spændende historier om både verdens største elbilproducent og den excentriske bagmand. Og at Hvilkenbil vil følge udviklingen tæt.