Opel indfører returret på nye biler

Fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Opel indfører som første mærke herhjemme 30 dages returret på købet af en ny bil – du betaler blot 1,50 kr. pr. kørt km.

Opel går nye veje for at tiltrække nye kunder. Som første bilmærke herhjemme indfører Opel returret på fabriksnye biler. Hvor bordet tidligere fangede med et enormt værditab til følge, straks den nye bil kørte ud over forhandlerens kantsten, har tvivlrådige bilkøbere nu en måned til at overveje købet. De første 30 dage er det nemlig tilladt at returnere bilen til forhandleren, hvis man fortryder købet af den nye Opel.

Betingelserne er endda ganske fair. Bilen må højst have kørt 3.000 km – og hver kørt km koster 1,50 kr. Desuden skal den vankelmodige ejer betale udgiften til nummerplader (3.680 kr.). Har man kørt 1.500 km, kan man altså slippe ud af handlen for 5.900 kr. – og det er billigt: Skulle man selv sælge den nye Opel efter blot 30 dage, ville værditabet alene udgøre mindst 10 pct. af bilens nyværdi, altså typisk 15.000 – 35.000 kr.

Er man så uheldig at få en skade i løbet af den første måned, har man – eller ens forsikringsselskab – også ansvaret for at udbedre skaden. Er bilen finansieret gennem Opel Finans, er der heller ingen gebyrer for at indløse lånet, lover den danske Opel-importør.

Returret skal tiltrække nye kunder
Ifølge Opel Danmark handler den nye returret om at skaffe nye kunder i butikken. Kunder, der nok er fristet af Opels opdaterede design, men måske stadig forbinder det tyske bilmærke med den berygtede bløde hat og cigar.

– Opel har gennemgået en markant udvikling de sidste 6 -7 år. Fra at være meget snusfornuftige biler appellerer vores nye modeller i høj grad til dem, der lægger vægt på køreglæde og design, og som elsker at køre bil. Der er stadig en del, der hænger fast i en gammeldags opfattelse af Opel, og dem vil vi gerne have i tale med dette tilbud, siger administrerende direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.

Er man usikker på, om Opel er den rigtige bil, så prøv os i en måned. Vores erfaring fra en lignende tryghedsordning i Tyskland fortæller os, at kun meget få bliver skuffede”, forklarer Thomas Bruun.

Ifølge den danske importør er mindre end 20 biler sendt retur til tyske forhandlere siden en lignende ordning trådte i kraft i Tyskland sensommeren 2012. I denne periode har Opel solgt over 50.000 biler i Tyskland.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here