Privatleasing har aldrig været mere populært – gælder også elbiler

Audi Q4 e-tron kan leases for 4.595 kr. om måneden.

Det seneste år er fire ud af ti nye biler privatleaset. Vi har fundet priserne på privatleasing på de mest udbredte elbiler.

Siden 2018 er privatleasing, også af elbiler, stormet frem. Forklaringen er usikkerheden i markedet. Det gælder især elbiler, hvor salgspriserne sættes ned, for kort tid efter at blive sat op igen.

Andelen af privatleasede biler er siden 2018 steget fra knap 10 procent af samtlige nyregistreringer til 39 procent. 

De evige ændringer i købspriser, gætterier om brugtvognspriser, rentestigninger, uro i verden med krig tæt på og måske større konflikter længere ude i horisonten gør derfor privatleasing tillokkende. For her kender man sine månedlige udgifter. Man skal heller ikke tænke på, hvad bilen mon kan sælges for som brugt, ligesom service og eventuelle reparationer heller ikke hører til på bekymringslisten.

“Leasing er en oplagt løsning for de brugere, der ønsker større forudsigelighed i privatøkonomien,” har Mads Rørvig, adm. direktør for Mobility Danmark, tidligere udtalt.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fra 1. september 2023 til 31. august 2024 blev der indregistreret 105.400 nye biler til de private husstande. 64.274 af dem var gode, gammeldags køb, 41.126 var privatleasede.

I april i år var andelen af privatleasede helt oppe på 47 pct., og i kalenderåret 2023 var andelen 19,6 pct.

Hver 10. bil er en elbil

Danmark er et af de få lande i verden, hvor salget af elbiler går strygende og er i fortsat stigning. Det går endda så godt, at Mobility Danmark i begyndelsen af september kunne konstatere, at hver 10. bil i Danmark nu er en elbil. I fire måneder i træk har over halvdelen af de solgte biler været elektriske.

Hvilkenbil har taget listen over de 20 mest udbredte elbiler og fundet de aktuelle leasingpriser. Tre af elbilerne – VW e-Golf, Renault Zoe og Audi e-tron – sælges ikke længere.

Kia Niro
Kia Niro.

I øjeblikket er den billigste elbil på listen Kia Niro, der koster 3.295 kr. i månedlig leasingydelse. Hvis man vel at mærke smider en seriøst stor førstegangsydelse. I Kias tilfælde kan man nedsætte førstegangsydelsen med to gange 10.000 kr., og for hver nedsættelse øges den månedlige ydelse. Andre bilmærker opererer med samme opskrift – altså forskellige førstegangsydelser ud fra devisen ‘jo højere førstegangsydelse, desto lavere månedlig ydelse’.

Audi tager netop nu en fordelagtig leasingpris for Q4 e-tron (billedet øverst) – den er i øjeblikket endda billigere at lease end fætrene VW ID.4 og Skoda Enyaq. Audi-tilbuddet gælder indtil udgangen af året. 

En del leasingtilbud gælder, ‘så længe lager haves’. I tilfældet Tesla løber det særdeles fordelagtige privatleasingtilbud på Model 3 og Model Y indtil udgangen af september.

I hvert tilfælde er det den model med den laveste månedlige ydelse, der er valgt. Udover muligheden for lavere førstegangsydelse øger større batteri og mere udstyr i sagens natur også den månedlige leasingydelse.

I første kolonne i skemaet herunder det totale antal indregistrerede biler af den enkelte model pr. 1. september 2024.

Som udgangspunkt er leasingperioden 36-48 måneder og det årlige kilometertal 15.000. 

Privatleasing af de 20 mest udbredte elbiler
  Antal biler Førstegangs-
Leasingydelse
Bil i Danmark ydelse pr. måned
       
* Tesla Model Y 34.318 14.995 kr. 3.995 kr.
* Tesla Model 3 33.396 14.995 kr. 3.695 kr.
** VW ID.4 17.100 5.000 kr. 4.695 kr.
** Skoda Enyaq 14.413 14.995 kr. 4.795 kr.
** VW ID.3 11.482 5.000 kr. 3.495 kr.
Audi Q4 e-tron 10.867 5.000 kr. 4.595 kr.
** Hyundai Kona 7.530 19.995 kr. 3.495 kr.
*** Polestar 2 7.131    
**** Mercedes EQA 6.399 25.000 kr. 3.995 kr.
Volvo EX40 (XC40) 6.393 14.995 kr. 4.795 kr.
Ford Mustang Mach-E 5.798 14.995 kr. 5.495 kr.
** Kia Niro 5.796 29.995 kr. 3.295 kr.
***** Renault Zoe 5.482    
*** Tesla Model S 4.956    
BMW iX3 4.900 30.000 kr. 5.995 kr.
** VW ID.5 4.886 5.000 kr. 4.895 kr.
** Cupra Born 4.613 4.995 kr. 3.795 kr.
***** VW e-Golf 4.494    
** Renault Megane 4.344 9.995 kr. 3.495 kr.
***** Audi e-tron 3.905    
       
* Gælder til 30. september, 10.000 km/år      
** 10.000 km/år      
*** Privatleasing pt. ikke tilgængelig
**** Leasingperiode 12 måneder
     
***** Udgået      


Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here