Renault Twingo bliver 8. bil under 80.000 kr.

Renault barberer 13.000 kr. af prisen på Twingo, der dermed bliver den 8. bil under 80.000 kr. på det danske marked. 68 pct. af alle nye biler er nu fra mikroklassen.

Danske bilkøbere får stadig flere billige nye biler at vælge mellem. Senest har Renault reduceret prisen på mærkets mindste model Twingo med 13.000 kr. Dermed bliver Twingo den 8. bil på det danske marked, der sælges for mindre end 80.000 kr. før leveringsomkostninger på 3.680 kr. I modsætning til konkurrenterne er Twingo endda ganske veludstyret med bl.a. elspejle, centrallås, ratbetjent radio med MP3 og USB indgang samt bluetooth og fartpilot.

Hos den danske Renault-importør lægger man ikke skjul på, at prisnedsættelsen er nødvendig i et marked med skærpet konkurrence på pris.

”Renault Twingo er en bil, der kæmper en hård kamp om kunderne, der i minibilssegmentet mildest talt har et rigt udbud at vælge imellem. Vi er sikre på, at de prisbevidste kunder vil kigge mere end en ekstra gang efter en Renault Twingo til denne pris”, siger pressechef i Renault Danmark Søren Hyltoft.

Prisfald på 30 procent
Hvor hård konkurrencen er, afspejles af prisudviklingen på netop Renault Twingo. Da den blev lanceret i 2008, startede priserne ved 115.000 kr. Siden er prisen løbende blevet reduceret med i alt 35.000 kr. eller mere end 30 procent. Samme udvikling har direkte konkurrenter som Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 også været igennem. Vinderne er de danske bilkøbere, der i overvældende grad har taget de nye små og stadig billigere minibiler til sig: Med udgangen af september i år stod bilernes mindste klasse for hele 68 procent af det samlede danske nybilssalg. For blot et år siden var andelen 46 procent.

”Det er i meget stor grad de mindste biler, der holder markedet i gang. Det er et mønster, som vi forventer fortsætter i de kommende måneder og det er klart, at det er en markant forandring af markedet”, siger Bent Mikkelsen, direktør for De Danske Bilimportører.

De billige minibiler har givet flere danskere råd til at have en bil nummer to. Samtidig har flere unge bilister fået råd til egen bil.

Her er Danmarks billigste biler:
(Pris eks. lev / antal solgte i årets første 9 mdr.)

Chevrolet Spark: 79.000 kr. / 3.231 solgt
Citroën C1: 78.990 kr. / 3.378 solgt
Fiat Panda: 79.990 kr. / 1.757 solgt
Hyundai i10: 79.995 kr. / 2.218 solgt
Peugeot 107: 79.990 kr. / 4.041 solgt
Renault Twingo: 79.900 kr. / 1.074 solgt
Seat Mii: 79.900 kr. / 1.129 solgt
Toyota Aygo: 79.990 kr. / 5.715 solgt

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here