Salg af brugte elbiler stiger fortsat – interessen for Tesla er faldet

Skoda Enyaq

Salget af brugte elbiler fortsætter med at stige, og det samme gør importen. Men Tesla er ikke længere det mest tillokkende mærke. 

73 procent flere brugte elbiler skiftede ejer i februar sammenlignet med februar 2024. Til gengæld synes brugtpriserne at have stabiliseret sig – dog ikke når der handles Tesla. 

Ifølge statistik fra brugtvognsportalen Bilbasen.dk blev priserne på brugte elbiler i februar justeret ned med 0,8 pct. Men for Tesla var den negative prisjustering på fem procent. Bilbasen registrerede i februar, at søgninger på brugte Teslaer faldt med 38 pct., hvorimod søgninger på brugte elbiler generelt steg med 41 pct.

Når det kommer til salg af nye elbiler, gør det samme sig gældende: Interessen for Tesla er i den grad faldende, og den afgørende årsag skønnes at være Tesla-topchef Elon Musks meget bemærkelsesværdige engagement som ikke-folkevalgt oprydder i USA’s præsident Donald Trumps regering. Samtidig har Elon Musk en holdning om stort set hvad som helst, også uden for USA’s grænser, og det har affødt en voldsom lede ved Musk som person, men også mod Tesla.

Udsigt til 2025-rekord

Men generelt sprinter salget af brugte elbiler altså lystigt derudad. Bilbasen registrerede 11.385 salg af brugte elbiler i februar – knap 5.000 flere end samme måned året før. Fortsætter tendensen, vil der i år blive solgt flere brugte elbiler end i rekordåret 2024, da der blev solgt 101.000.

De seks mest søgte brugte elbiler på Bilbasen.dk er i rækkefølge: Skoda Enyaq (foto øverst), VW ID.4, VW ID.3, Tesla Model 3, Audi Q4 e-tron og Tesla Model Y. 

Antallet af solgte brugte biler – altså alle biltyper, også fossilbiler – overstiger klart salget af nye biler. I februar blev der handlet næsten 50.000 brugte biler; antallet af nyindregistreringer var 11.616 – det svarer til 4,3 brugte biler for hver ny bil.

VW og Skoda topper brugt-import

Ligesom interessen for Tesla generelt daler, er det samme tilfældet, når man kigger på importen af brugte elbiler. Allerede i 2024 blev der rokket ved Teslas dominans. De seneste 14 måneders statistik kan dog ikke udelukkende tilskrives Musk-effekten. 

I årene 2021-2023 var Tesla klart det mærke, der blev importeret flest brugte af. Men tronen er overtaget af Volkswagen-koncernen. Bilstatistik.dk’s seneste 14 måneders tal – fra 1. januar 2024 til 28. februar 2025 – viser VW ID.4, VW ID.3 og Skoda Enyaq i toppen af importskalaen.

Informationerne fra Bilstatistik.dk viser, at det primært er forhandlere, der importerer brugte elbiler. Men den seneste tid er interessen løjet en del af, da der er stor usikkerhed om fremtidens Tesla-salg og eventuelle prisjusteringer. (Se top 10-listen herunder).

De 10 mest importerede

Tallene fra Bilstatistik.dk dækker antal brugte importerede i perioden 1. januar 2024-28. februar 2025.

VW ID.4: 6.749
VW ID.3: 6.484
Skoda Enyaq: 5.416
Tesla Model 3: 3.861
Mercedes EQA: 2.693
Fiat 500: 2.603
Volvo XC40: 2.462
Tesla Model Y: 2.422
Polestar 2: 2.343
Mini 3-dørs: 2.113

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here