Den nye tjekke, Skoda Elroq, er på vej ud til danskerne ledsaget af et stærkt leasingtilbud. Storebror Enyaq vil ikke stå i skyggen.
I god tid før Skodas nye elbil får danske nummerplader på, kører den danske importør mere skyts i stilling, der skal gøre den svær at komme udenom. Først en stærk købspris, men nu er Skoda Elroq også en mulighed, hvis leasing frister.
I øjeblikket er leasing nemlig foretrukket af hver fjerde bilist, og for 3.295 kroner om måneden kan man få en Elroq 50. Førstegangsydelsen er 9.995 kr., og for pengene kan man køre 10.000 kilometer om året i op til fire år.
5.000 ekstra årlige kilometer koster 225 kr. ekstra om måneden. Altså 3.520 kr./måned. 20.000 km/år koster 3.720 kr. om måneden.
Elroq 50 har et relativt beskedent batteri på 52 kWh og en rækkevidde på 373 km. Den maksimale ladeeffekt er 145 kW, og dermed lader den fra 10 til 80 pct. af batteriets kapacitet på 25 minutter.
Udstyr skorter det ikke umiddelbart på, da den mindste Elroq har hele sikkerhedspakken, LED-lygter, p-sensorer og bakkamera, 2-zonet klimaanlæg, varme i rattet, Apple CarPlay, trådløs opladning af mobiltelefonen og nøglefri betjening. En ikke uvæsentlig mangel i den lille Elroq er dog varmepumpen.
Købsprisen på Elroq 50 er 250.000 kr. Næste Elroq-nummer i rækken (60) koster kun 15.000 kr. mere, har over 400 kilometers rækkevidde, 165 kW-lynladning og varmepumpe, og derfor må der være begrundet formodning om, at leasingprisen på Elroq 60 vil være lige så attraktiv som købsprisen.
Leasingprisen på Elroq 85 er 3.995 kr. om måneden.
Interessant tilbud på Enyaq
Her kommer Skoda muligvis lidt i karambolage med sig selv, for Elroqs storebror, Enyaq 85, kan lige nu privatleases for præcis samme beløb.
At de to 85’ere ligger så tæt, må ses som et udtryk for den voldsomme konkurrence, der i øjeblikket præger markedet. Ikke kun for salg, men altså også for leasing.
Købsprisen på Enyaq 85 Drive, som den nye udstyrsvariant af den store elektriske Skoda hedder, er konkurrencedygtige 340.000 kr. Elroq 85 koster 315.000. Men den månedlige leasingpris er altså den samme: 3.995 kr.
Enyaq 85 Drive er dermed et knaldtilbud, hvis man for eksempel sammenligner med den umiddelbart nærmeste konkurrent, Volkswagen-fætter ID.4. Med samme 77 kWh-batteri koster VW’en 4.695 kr. om måneden, altså 700 kr. mere end Enyaq.
Enyaq 85 Drive kører op til 575 km på en opladning og lynlader med 175 kW. Stort set identiske specifikationer som Elroq 85’s.
Elroq er 17 cm kortere, men indvendigt er de to Skodaer ikke så langt fra hinanden. Til gengæld er Elroq-bagagerummet 100 liter mindre end Enyaqs.
På Skodas hjemmeside kan man finde detaljer og priser på Elroq 50 og 85 samt Enyaq 85 Drive. Elroq kan bestilles nu og ventes at være hos de første danske kunder i første kvartal af 2025.
Af redaktionen