BILTEST: Rummelig, komfortabel, og godt udstyret til fair pris – Skoda Fabia sætter standarden blandt minibiler.
Hvilken bil?
Skoda Fabia er opskriften på en bil uden bøvl, en bil, man bliver glad for, og en bil, der kan opfylde langt de flestes behov. Eneste minusser er, at elektrificering ikke findes, og at den ikke længere fås som stationcar.
Diesel er udfaset, så Fabia fås med to benzinmotorer. Den billigste 1,0 MPI uden turbo har 65 hestekræfter, og er cirka lige så brystsvag som en robotplæneklipper. Sikkerhedsudstyr er der meget af, men mængden af anden forkælelse falder man ikke på halen over. Til gengæld er den billig: 155.000 kroner.
Den Fabia, der giver bedst mening, har Volkswagen-koncernens velkendte 3-cylindrede 1,0 liters turbomotor med enten 95 eller 110 hk. Med 95 hk er gearkassen 5-trins manuel, med 110 hk enten 6-trins manuel eller 7-trins dobbeltkobling (DSG). VW’s lige så velkendte 4-cylindrede 1,5 liters motor med 150 hk og DSG fås også.
Hvilkenbil har testet Fabia med både 95 og 110 hk, men testens udgangspunkt er den, jeg anser for at være det mest fornuftige køb, nemlig den 95 hestes med mellemste udstyrsniveau, Ambition. Den koster 192.000 kroner, har blandt andet automatisk nødbremse med øje for bløde trafikanter, vognbaneassistent, LED-forlygter og 2-zonet klimaanlæg som standard. For knap 9.000 kr. fås et par pakker med adaptiv fartpilot og Travel Assist, automatisk nedblænding af bakspejlet, regnsensor og automatisk op- og nedblænding af det lange lys. Altså godt 200.000 kr. for en meget fornuftigt udstyret Fabia.
Vidste du at?
Den nuværende Fabia er fjerde generation og med Citigos exit nu den billigste og mindste Skoda. Første Fabia kom i 1999, og Skoda har siden solgt i alt 4,5 millioner styk.
Fabia den første var sammen med Octavia fra 1996 et vendepunkt for den tjekkiske bilproducent efter årtier med fortjente Skoda-vittigheder. Af mere perfide slags som f.eks. denne: Hvordan fordobler man værdien på en Skoda? Fylder benzintanken op.
Men i slutningen af 1990’erne blev Skoda et pålideligt bilmærke, der hurtigt kørte op på siden af eller overhalede adskillige konkurrenter, som tidligere ikke behøvede at tage tjekken alvorligt.
Sandsynligheden for, at dagens Fabia bliver den sidste, er stor. Fremtiden er elektrisk, og moderselskabet Volkswagen lader formentlig VW ID.2 afløse Polo i 2025 – Fabia og Seat Ibiza må også formodes at blive udfaset og elektrificeret.
Hvordan er førerpladsen?
Fabia-forsæderne er fine. I Style-udgaven er man forkælet en smule mere, da den har lændestøtte – kan dog tilkøbes til Ambition for 995 kr. Uanset version er forsæderne faste på den gode måde, siddefladens længde er passende og sidestøtten tilstrækkelig. Det er nemt at indrette sig, og man bliver hurtigt dus med betjeningen.
Infotainmentskærmen er på otte tommer, og når det kommer til de berøringsfølsomme VW-skærme, er det med en vis ængstelse, at man indleder øvelserne. Heldigvis synes Fabiaen ikke at lide af den træghed og tøven, som VW’s skærme har lidt under.
I Ambition er det centrale instrument foran føreren analogt, det fungerer fint, men er måske en kende gammeldags. I den mere moderne Style er instrumenteringen digital med de farvevalg og forskellige indstillingsmuligheder, det giver. Læsbarheden er klart bedre.
Opgraderer man til navigationsanlæg, vokser infotainmentskærmen til 9,2 tommer. Uanset version foregår betjening af klimaanlæg, sædevarme og elbagrude heldigvis med dreje- og trykknapper. Tak for det.
Eneste kedelige oplevelse er den hårde plast, som præger både instrumentbord og dørsider.
Hvordan opleves kabinen?
Plads og komfort er ret enestående for en minibil. Her står Fabia ganske enkelt øverst på sejrsskamlen. To velvoksne sidder fint på bagsædet med tilstrækkelig plads til både knæ og hoved, tre voksne kan være der – ikke med rigelig plads, men med god nok-plads. Bagsædepassagererne har friskluftsdyser og to USB-C-porte, så mobiltelefoner og tablets holdes kørende.
Skoda er synonymt med “Simply Clever”, også selvom man blot er den lille Fabia. Det vil bl.a. sige små, gennemtænkte bekvemmeligheder som eksempelvis en paraplyholder i venstre fordør og en isskraber på indersiden af tankdækslet. Skulle det nu være noget særligt? Næ, men det er godt tænkt.
Er sikkerheden i orden?
Fabia blev testet af sikkerhedsorganisationen Euro NCAP i 2021 til de maksimale fem stjerner. Den automatiske nødbremse er af den avancerede slags, der holder udkig efter bløde trafikanter og når at bremse helt ned ved hastigheder op til 50 km/t.
Blandt andre aktive sikkerhedssystemer har Fabiaen vognbaneassistent som standard, og den fungerer fornemt: Hjælpsom på den behagelige måde og ikke irriterende, så man – som tilfældet er i mange andre biler – bliver umyndiggjort og ikke har fornemmelsen af selv at køre bilen.
Den lille tjekke er tilmed udstyret med hele ni airbags, hvor dagens standard er enten seks eller syv. Fabias syvende er en knæairbag, desværre ikke airbag mellem forsæderne, nummer otte og ni er sideairbags ved bagsædet til at supplere airbaggardinet i hele kabinens længde. Dét er flot og fortjener stor ros.
Hvordan kører den?
Fabia overbeviser, uanset hvor og hvordan man kører. Den er på samme tid fast og komfortabel, og støjniveauet er behagelig lavt, også ved motorvejskørsel. Den 3-cylindrede motor knurrer hørbart ved acceleration, men er behageligt afdæmpet ved konstant hastighed.
Den aktive vognbaneassistent er utrolig velfungerende, dog er fartpiloten en smule irriterende, da justeringen af den foregår i spring à 10 kilometer.
Hvordan er motoren?
Den 95 hestes turbomotor fungerer fint med den præcise 5-trins manuelle gearkasse, hvor springene mellem gearene er fornuftigt afstemt. Ved 100 km/t snurrer motoren 2.200 o/min i 5. gear, det samme gør den 110 hestes med 7-trins DSG-gearkasse i højeste gear. Testresultatet efter nogenlunde ens køreture og køremønstre viste, at benzinøkonomien i den mindst motoriserede i praksis er bedst – den 95 hestes tripcomputer endte på 18,4 km/l, den 110 hestes med DSG på 16,1 km/l.
De ekstra 15 hestekræfter giver lidt mere harmoni, en lidt større smidighed og mærkbart mere power ved høje omdrejninger.
I min bog er de 15 hk ikke nødvendige, men på den anden side er merprisen fra 95 hk og fem gear til 110 hk og seks gear beskedne 10.000 kr.
DSG-gearet er generelt en fin oplevelse, men under visse forhold opleves en tøven, oftest når man lister rundt om et hjørne i 2. gear, inden den får besluttet sig for det mest passende trin. Stop-start-systemet synes også at fungere mere “hårdhændet” med DSG-gear.
Passer prisen?
Fabia Active er til den nøjsomme køber, og prisen på 155.000 kr. er slet ikke tosset, for man får ganske meget sikkerhedsudstyr, god plads og Skoda-kvalitet. Selv den billigste har alt det sikkerhedsudstyr, der skulle til i 2021 for at score fem Euro NCAP-stjerner, dertil har den eksempelvis LED-forlygter, aircondition, bluetooth og Apple CarPlay. Men de 65 hestekræfter og fraværet af turbo gør altså ingen fest.
Springet på 37.000 kr. op til den mellemste Ambition med 95 hk og 5-trins manuel gearkasse kan umiddelbart synes lidt voldsomt, men er fair, når man ser, hvad man får for pengene.
Yderligere 10.000 kr. for 110 hk og 6-trins manuel gearkasse i stedet for 95 hk og 5-trins er billigt. Hvis livet er for kort til manuelle gearkasser, er de 20.000 kr. for DSG fint, men efter min mening ikke bydende nødvendigt.
Opgradering fra mellemste Ambition til bedst udstyrede Style koster 18.000 kr. Det er en god pris, da man får mere udstyr, end hvis man skulle tilkøbe udstyret stykvis.
Er der alternativer?
Hvis sammenligningsgrundlaget er Fabia Ambition med 95 hk, er merprisen for en tilsvarende VW Polo mægtige 34.000 kr. Dét er vildt. VW-gruppens spanske familiemedlem, Seat, har en Ibiza på programmet med 110 hk, 6-trins manuel gearkasse og Style-udstyr, der svarer nogenlunde til Fabia Style, og den koster 210.000 kr. Altså 10.000 kr. mindre end en nogenlunde tilsvarende Fabia.
Hyundai i20 med 3-cylindret turbomotor, 100 hk, 6-trins manuel gearkasse højeste udstyrsniveau, Advanced, står i 200.000 kr. For den nærmest sammenlignelige Fabia skal man smide 220.000 kr. Hyundais søstermodel, Kia Rio, fås med 100 hk og manuel gear i laveste udstyrstrin til 215.000 kr., og det er for dyrt.
I den franske Stellantis-have gror Citroën C3 med 83 hestes motor og manuel gearkasse til 195.000 kr., Peugeot 208 med 100 hestes turbomotor stikker helt af til 245.000 kr., og 208’erens tyske søsterbil, Opel Corsa med samme drivlinje, står i 230.000 kr.
Dermed fremstår en Skoda Fabia Ambition med 95 hk og 5-trins manuel gearkasse plus et par gode udstyrspakker til en samlet pris på godt 200.000 kr. som et fornuftigt og solidt køb i klassen. Og de 10.000 kr., som 110 hestes motor og 6-trins gearkasse koster oveni, er en stærk pakke.
Konklusion:
For: Plads, komfort, pris.
Imod: Plastik, kun benzinmotor, garanti.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Skoda Fabia Ambition 1,0 TSI 95 hk man. gear
Vejl. pris, inkl. lev.: 192.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 2.000 kr.
Billigste: 154.995 kr. (Active 1,0 MPI 65 hk)
Privatleasing: 2.699 kr./måned. Førstegangsydelse 9.995 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 36 måneder)
Årlig ejerafgift: 1.040 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2021)
Antal airbags: 9 (inkl. sideairbags v. bagsædet og knæairbag)
Længde/bredde/højde: 411/178/146 cm
Bagagerum (min/max): 380/1.190 liter
Vægt: 1.147 kg
Anhængervægt: 1.000 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 3 cyl., 1,0 liter, turbobenzin
Systemydelse: 95 hk
Forbrug (EU-norm): 19,6 km/l (116 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 18,4 km/l
0-100 km/t: 10,6 sek
Topfart: 193 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent, træthedsregistrering, SOS-nødopkald, LED-forlygter, p-sensor bag, varme i sprinklerdyser, fartpilot, højdejusterbare forsæder m. varme, 4 elruder, elektrisk justerbare sidespejle m. varme, 2-zonet klimaanlæg, midterarmlæn for, bluetooth, lydanlæg m. 8 tommer touchskærm, Apple CarPlay, DAB-radio, 6 højttalere, 2 USB-C-porte bag, 15 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 5.495-12.994 kr.
Adaptiv fartpilot m. Travel Assist: 5.395 kr.
Nøglefri adgang og start: 4.995 kr.
Fjernlysassistent m. aut. nedblænding af bakspejl og regnsensor: 3.495 kr.
P-sensor for: 4.198 kr.
Lændestøtte: 995 kr.
Bakkamera: 3.495 kr.
Navigationsanlæg (inkl. vejskiltegenkendelse, 9,2 tommer touchskærm og surround-sound): 10.995 kr.
Digitalt cockpit: 5.195 kr.
Mørktonede ruder bag: 1.894 kr.
Trådløs opladning: 3.515 kr.
Elektrisk foldbare sidespejle m. aut. nedblænding i førerside: 2.496 kr.