Special-Fiesta: Gadefest til hverdagspris

Ny festlig Ford Fiesta med 140 hk til noget under 200.000 kr. bliver miniklassens billigste semi-GTI. Basis er en pumpet udgave af Fords trecylindrede EcoBoost motor.

På hvilkenbil.dk, skriver vi mest om de biler, der fylder i danskernes hverdag. Dem der fragter os godt, sikkert og økonomisk til og fra job, til fritidsaktiviteter og et par gange om året måske på ferie.

Men…familiens bil behøver skam ikke være ufornuftig, bare fordi, den er sjov.

‘Fiesta’ betyder som bekendt fest, og med Black Edition og Red Edition lever Fiesta for alvor op til sit navn. Black Edition/Red Edition er et rigtig godt bud på en yderst fornuftig og meget rimelig prissat – det kommer vi tilbage til – bil til både hverdag og fest.

Til den festlige side ligger Fiestaens køreegenskaber, udseende og præstationer, mens pris, forbrug og funktionalitet er til hverdagsbrug.

Motoren i Fiesta Ecoboost Red/Black Edition er Fords prisbelønnede 3-cylindrede, 1-liters turbobenzinmotor, der allerede findes med 100 og 125 hk. Her er der skruet op for festlighederne til 140 hk og 202 Nm ved 2.000 omdr./min., og det er efter sigende den højest ydende en-liters motor so far – og en garant for sjov i gaden.

Læg dertil en stram undervogn, der dog stadig er komfortabel, et frækt look i rød/sort både ude og inde, et pænt udstyrsniveau med fx aircondition, læder på rat, gearstang og håndbremse samt alupedaler.

Pris for den sorte festabe: 196.000 kr. inkl. levering. Den røde koster underligt nok 5.000 kr. mindre.

100.000 kr. billigere end Fiesta ST
En skarp pris for den sportslige Fiesta – og noget billigere end vi anslog sidste år, inden de officielle priser var meldt ud. Og ikke mindst ca. 100.000 kr. billigere end Fiesta-topmodellen ST med 4-cylindret 1,6’er med 182 hk.

Bevares, Fiesta Black/Red Edition giver ikke den samme hidsige, hårde og højlydte GTI-køreoplevelse som Fiesta ST, men hvis du trænger til lidt sjov i gaden, der er til at betale, og som kan tjene familien til daglig, er Fiesta Black Edition et stærkt bud.

Det eneste vi savner i standardpakken, er en fartpilot; den koster 4.000 kr. Og så ville vi opgradere de 16″ alufælge til et sæt 17″ tommers for at få det helt rigtige udseende. Det koster blot 2.600 kr.

Endelig kunne et 6. gear give det sidste pift i form af kvikkere gearskift kombineret med lave omdrejninger på motorvejen. Men det er ikke på programmet, og den 5. trins med en langbenet gearing klarer nu også jobbet ok.

Vi ville lade festen begynde med en rød og skille os lidt ud fra hverdagens ‘grå-sorte eminencer’, samtidig med at vi sparer 5.000 kr. i forhold til Black Edition.

Læs også: 

Fræk Fiesta får et boost

Test: Fantastiske Ford Fiesta

Fakta: Ford Fiesta 1,0 Ecoboost Black/Edition

Motor: 1,0 liter, 3-cyl. turbobenzin
Ydelse: 140 hk/202 Nm v/ 2.000 omdr./min.
Topfart: 201 km/t.
0-100 km/t.: 9,0 sek.
Benzinforbrug: 22,2 km/l. (EU-norm)
Pris: 196.000/191.000 kr. inkl. levering

Fakta: Fiesta Red & Black Edition – standardudstyr

Sorte 16″ alufælge med 12 eger (merpris for 17″ 2.600kr. – inkl dørtrinsbeskyttere)
Radio/CD med AUX-indgang og USB-tilslutning
Ford SYNC med automatisk nødopkald
Øvre og nedre frontgrill i rød kontrastfarve på den sorte model
Sidespejlsdæksler i sort og rød kontrastfarve
Tag i sort eller rød kontrastfarve
Læderbetrukket rat, gearstangsmanchet og læderbetrukket håndbremsegreb med røde syninger
Gulvmåtter med røde syninger

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here