Efter fem måneder giver Tesla op. Billig-udgaven af den enorme Cybertruck sælges ikke mere – der var ingen, der ville købe den.
Teslas hypede kæmpe pick-up i rustfrit stål, Cybertruck, har svært ved at tiltrække kunder.
Oprindeligt var planen at producere 250.000 om året. Det var dengang Tesla-chef Elon Musk hævdede, at der var to millioner forudbestillinger på Cybertruck.
Siden blev årsproduktionen reduceret til 120.000 biler. I andet kvartal i år var salget faldet til under 11.000 biler. Vel at mærke inklusive salget af Model S og X som Tesla slår sammen med Cybertruck, når de opgiver salgstal.
I dag vurderer analytikere, at Tesla skal være glade, hvis de kan sælge 25.000 Cybertruck årligt – eller hvad der svarer til 10 procent af det oprindelige produktionsmål.
Intet hjælper
Tesla har prøvet flere ting for at sælge Cybertruck: Billige lån, mere udstyr, særlige udstyrsversioner. For fem måneder siden lancerede Tesla så en basisudgave af Cybertruck, der var 10.000 dollars billigere end den billigste udgave med firehjulstræk.
Basisudgaven måtte bl.a. undvære firehjulstræk, 20-tommer hjul, cover til ladet, læderindtræk og luftaffjedring for at presse prisen ned.
Lige meget har det hjulpet. Tesla har stort set ikke kunnet sælge den billigste Cybertruck, og nu giver virksomheden op: Produktionen af den uønskede billig-Cybertruck er allerede stoppet igen.
Dyrere topmodeller
I stedet ser Tesla ud til at ville øge indtjeningen. Mens basis-Cybertrucken er droppet, har Tesla indført en tvungen luksus-udstyrspakke til Model S og X, der lægger 10.000 dollars til prisen på det amerikanske marked.
I Danmark fås de to modeller p.t. kun som lagermodeller, hvoraf nogle er demo-biler med nogle kilometer på tælleren.
Prøver med basis Model Y
At Tesla ikke kan sælge basis-udgaven af Cybertruck taler ind i Teslas fortsatte problemer med vigende salg. Særligt siden Elon Musk gik ind i amerikansk politik på republikanernes side, er Tesla-salget dykket markant.
Analytikere peger også på Teslas aldrende modelprogram som en udfordring for mærket. At den nyeste model – Cybertruck – tilsyneladende er løbet tør for kunder, understreger problemet.
Tesla har dog annonceret, at der kommer en billig-udgave af mærkets mest solgte bil, Model Y – formentlig inden årsskiftet. Det bliver spændende at se, om der er mere interesse for en skrabet Model Y end der åbenbart var for Cybertruck.