Tesla eksploderer foran Trump-hotel i Las Vegas

Foto: Screendump fra X.

En person er død, efter at en Tesla Cybertruck eksploderede foran et Trump-hotel i Las Vegas. Politiet efterforsker sagen som mulig terror.

Tesla spiller en ufrivillig hovedrolle i en af hele tre mulige terrorsager, der ryster USA i det første døgn af 2025.

Kl. 8.40 i går den 1. januar lokal amerikansk tid eksploderede en Tesla Cybertruck parkeret foran Trump Hotel i spillebyen Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada. En person blev dræbt og syv såret. Det skriver nyhedsbureauet AP og andre medier.

Ifølge de første oplysninger fra politiet i Las Vegas sad den dræbte i Teslaens førersæde. Eksplosionen skete i Cybertruckens lad, der ifølge tv-stationen ABC var ”fyldt med fyrværkeri-lignende mortérer.” Der er altså ikke tale om en brand i bilens batteri.

”Mulig terror”

På billeder fra overvågningskameraer kan man se en meget kraftig eksplosion, der samtidig sender ild og røgfaner fra noget, der ligner mindre fyrværkeri ud til alle sider.

Efterfølgende bryder Teslaen i brand. På billeder af den udbrændte Cybertruck kan man se forkullede rester af benzin- eller gastanke og fyrværkeri i bilens lad.

Politiet i Las Vegas holder alle muligheder åbne. Så længe der ikke foreligger et motiv, efterforskes eksplosionen som ”mulig terror”.

Teslas øverste ledelse er også involveret i efterforskningen. Det skriver Tesla-ejer Elon Musk i et tweet på sit sociale medie X, hvor han også konstaterer, at Tesla ”aldrig har set noget lignende.”

Efterfølgende har Elon Musk tweetet, at Tesla kan bekræfte, at eksplosionen og den efterfølgende brand var forårsaget af meget store mængder fyrværkeri og-eller en bombe placeret i Cybertruckens lad.

Spekulationer om politisk budskab

Elon Musk knyttes tæt sammen til den kommende præsident Donald Trump, efter at Musk i sommers tonede rent flag som Trump-støtte og donerede meget store beløb til Trump-kampagnen. Efterfølgende har Trump udpeget Elon Musk til at stå i spidsen for en afdeling, der kraftigt skal reducere de offentlige udgifter i USA, når Trump tiltræder som præsident senere i denne måned.

Elon Musk og dermed Tesla, der i forvejen anses for at være kontroversiel, er dermed blevet en meget politisk person. På sociale medier spekuleres der derfor i, at der ligger et politisk budskab i at bringe en Tesla til eksplosion foran et Trump-hotel.

Betragter sagen som ’isoleret’

I en opdatering udtaler forbundspolitiet FBI her til morgen, dansk tid, at man betragter sagen i Las Vegas som ”isoleret”.

Dermed afviser politiet en forbindelse til de to andre voldelige hændelser, der har ramt USA umiddelbart inde i det nye år: Nytårsnat kørte en mand en tung pick-up truck med høj fart gennem en gade i New Orleans og dræbte 15 mennesker. Kort før midnat lokal amerikansk tid blev mindst ti mennesker ramt i et masseskyderi foran en natklub i New York-bydelen Queens.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here