Pludselige opbremsninger for noget, der ikke er der, får de tyske myndigheder til at tjekke Tesla for fejl i assistentsystemerne.
Fantomopbremsninger er betegnelsen for det, der sker, når en bil pludselig får øje på et eller andet, som ikke er der, og ud af det blå foretager en hård opbremsning. En nylig dom i Tyskland, hvor Tesla tabte en retssag om sikkerheden i en Model 3’s aktive systemer, har nu fået Kraftfahrt Bundesamt (KBA) til at iværksætte en undersøgelse af Tesla i Tyskland for at finde ud af, om bilerne er behæftet med fejl.
KBA er Tysklands svar på Trafikstyrelsen. Ifølge erhvervsmediet Handelsblatt er KBA i øjeblikket i gang med at teste de automatiske nødbremse-systemer og andre assistentsystemer i Tesla.
Dommen mod Tesla faldt i januar. Teslas system beskrives i kendelsen som “mangelfuldt” og ikke egnet til “daglig brug”. Ifølge dommen byder systemet ikke på en funktionalitet, som “en forbruger af et køretøj i denne prisklasse kan forvente”.
Ifølge Handelsblatt er det første gang, at en tysk domstol afsiger kendelse i en sag om fantomopbremsninger.
Kun kameraer
Tesla benytter i deres nuværende modeller kun kameraer. Altså aktiveres den automatiske nødbremse af det, som kameraer måtte se. Kameraer styrer bl.a. også den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten. Data fra kameraerne behandles af bilens computer ved hjælp af kunstig intelligens. De input får så computeren til at foretage de indgreb, som den finder frem til er nødvendige. Altså advare føreren med lys- og lydsignaler og ultimativt også foretage katastrofeopbremsninger og undvigemanøvrer.
Til forskel fra de fleste andre producenter benytter Tesla ikke sensorer som radar eller lidar. Lidar – “Light Detection and Ranging” – er en teknologi, der er mere avanceret end radarer og benytter lysbølger til at måle distancer fra bilen. Lidar er følsomt overfor dårligt vejr, men her træder radaren så til.
Musk presser på
Tesla-topchef Elon Musk mener ikke, at bilerne har behov for andet end kameraer og kunstig intelligens for at fungere godt nok. Som en central spiller i USA’s præsident Donald Trumps regering har Musk til opgave at rydde op i offentligt bureaukrati, og iagttagere frygter, at hans personlige ønske om at fremme selvkørende teknologi skygger for den nødvendige sikkerhed.
I USA er Musks planer at implementere den fulde udgave af FSD (Full Self-Driving), Teslas selvkørende teknologi. Indtil videre har det ikke været muligt at opnå de tilstrækkelige sikkerhedsgodkendelser hos den offentlige myndighed, NHTSA (National Highway Traffic Safety Administration.
Musk kæmper for at kunne lancere Teslas selvkørende Cybercab, og kritikere frygter, at han i sin rolle tæt på Trump vil kunne feje NHTSA’s forbehold af vejen og introducere en teknologi, der ikke lever op til tidligere sikkerhedskrav.
Af redaktionen