BILTEST: Fords store MPV, S-Max, har fået et omfattende facelift. Der er skruet op for komforten, og S-Max byder stadig på klassens bedst køreoplevelse.
Hvilken bil?
Den nye Ford S-Max afløser forgængeren fra 2006, der fik et let facelift i 2010. S-Max er en ‘full size’ MPV med plads til op til 7 personer. De to ekstra sæder i bagagerummet er dog ekstraudstyr til ca. 23.000 kr. S-Max er sammen med Fords anden – og lidt dyrere – MPV i samme størrelse, Galaxy, baseret på samme platform som Mondeo. Billigste S-Max koster små 434.000 kr. inkl. levering. Vi tester her udgaven med 2,0 liters 180 hk turbodiesel og Titanium-udstyr. Ydermere er testbilen udstyret med Fords automatgear, PowerShift, som hæver prisen med ydeligere 23.000 kr. til i alt ca. 560.000 kr.
Vidste du at?
‘PowerShift’ er Ford’sk for automatgear med dobbeltkobling. Et system som Volkswagen-koncernen var først med tilbage i 2003 under navnet DSG. Kombinationen af de 180 dieselheste og automatgear er fint afstemt. Skift mellem gearene foregår en anelse langsommere med PowerShift end i en DSG-gearkasse, men til gengæld har PowerShift ry for bedre holdbarhed. Modsat Volkswagens DSG-gear, der faktisk optimerer brændstofforbruget, sluger Power Shift lidt brændstof, som en traditionel automatgearkasse også har for vane. Testbilen med nøjes med en EU-norm på 18,5 km/l mod 20 km/l med 6 manuelle gear. Men dejligt er det og i praksis er vores gæt, at der stort set ingen forskel er i forbruget.
Hvordan er førerpladsen?
Forbedringerne af Ford S-Max kan mærkes bag rattet, hvor støjniveauet er reduceret, der er ryddet grundigt op i knapper og instrumenter, og finishen har fået et mærkbart løft – uden helt at nå VW-Passat-niveau. Med testbilens Titanium-udstyr er der elektroniske instrumenter, der kan vise et væld af oplysninger om alt fra valgt radiostation, over kørecomputer til afstand til bilen foran. En stor, trykfølsom skærm i midterkonsollen fungerer godt, når man lige lærer den at kende.
Kørestillingen er høj med godt overblik i glimrende sæder med mange indstillingsmuligheder, f.eks. kan hovedstøtterne også justeres i længderetningen. Alt i alt byder S-Max på en glimrende førerplads.
Hvordan opleves kabinen?
Faceliftet har gjort S-Max tre centimeter længere og et par cm bredere på de ydre linjer, men ikke øget pladsen i den i forvejen rummelige kabine. Pladsen på forsæderne og 2. sæderække er rigelige, og adgangen til den 3. sæderække, som altså er ekstraudstyr, er også fin takket være bagsæder, der kan vippes frem. Til gengæld byder S-Max ikke på mere benplads på de to bagerst sæder end fx VW Touran, som har 6 cm kortere mellem akslerne. Kabinens indretning er til gengæld fleksibel, og alle fem bagsæder kan foldes helt sammen, hvilket giver over 2 kubikmeter lastrum. Med alle sæder i brug er der kun 285 liter til tasker og indkøb fra gulv til loft.
Er sikkerheden i orden?
Ja. Ford S-Max har fået overført testresultatet fra søsterbilen Galaxy, der blev crashtestet af Euro NCAP i efteråret 2015 og scorede de maksimale fem stjerner med fine karakterer i alle faser af testen. Dog med en del sikkerhedsudstyr installeret. For at sikre, at bilen kan sælges i Danmark med alle fem stjerner i behold, er det standardmonterede sikkerhedsudstyr ret omfattende. Bl.a. har alle S-Max Pre Collision Assist, som hjælper dig med at holde afstand til den forankørende bil. Men vil du være sikker på de fem stjerner, så hold øje med sikkerhedsudstyret på den eksakte model, du ønsker at købe. Læs mere på sikkerbil.dk
Hvordan kører den?
Ford S-Max har ry for at være den bedst kørende blandt de store MPV’ere.
Med faceliftet har affjedringen fået en tand ekstra til den komfortable side – uden at komme i nærheden af Renault Espace’ flyderstil – og det klæder bilen efter denne testkørers smag.
Tidligere var søsterbilen Galaxy blødere afstemt end S-Max, men vi ser ingen grund til at gå den vej for at få mere komfort. S-Max tilbyder et noget nær perfekt kompromis mellem velbehag for familien og køreglæde for chaufføren: Ford S-Max er stadig klassens bedst kørende.
Hvordan er motoren?
S-Max fås med to benzinmotorer med henholdsvis 160 og 240 hk, mens der findes hele fire dieselvarianter at vælge imellem. Alle bygger på Fords 2,0 liters, 4-cylindrede TDCI-motor, som med forskellige motorstyringer leverer 120, 150, 180 eller 210 hk. Hver 30 hk ekstra koster ca. 30.000 kr. Testbilens 180 hk udgave passer godt til den store S-Max og samspillet med automatgearet er perfekt. I gearkassens sports-indstilling går det for alvor stærkt, men normalindstillingen passer bedre til S-Max’ komfortable temperament. 150 hk vil nok kunne tilfredsstille de fleste, mens 120 hk er for lidt til S-Max. Vi kørte 14,5 km/l i testugen, hvilket er lidt skuffende i forhold til de opgivne 18,5 km/l.
Passer prisen?
Ford S-Max er faldet små 30.000 kr. pga. afgiftssænkningen i november 2015. Set i forhold til Ford Mondeo, der bygges på samme platform, synes en merpris for S-Max på over 100.000 kr. ifølge prislisten høj. Samtidig giver Ford sædvanligvis store kontantrabatter på Mondeo, hvilket øger prisspændet. Sammenlignet med konkurrenterne, den aldrende VW Sharan og den nye Renault Espace, virker prisen for S-Max dog konkurrencedygtig uden at være billig: Plads og fleksibilitet koster. Beskatningsgrundlaget for firmabilister starter ved ca. 350.000 kr.
Er der alternativer?
Der er to andre oplagte steder at kigge hen for storfamilier. Det ene er Volkswagen Sharan, der efterhånden har godt seks år på bagen, men som fik et facelift og bedre køreegenskaber i 2015. Den nye Renault Espace er det andet oplagte alternativ. Designet er vellykket, mens kørestilen er fransk med fransk på – altså superblød flyderstil. Begge fås fra omkring den halve mio. kr. Når du sammenligner bilerne, så bemærk, at de to har syv sæder som standard, mens tredje sæderække koster 23.000 kr. ekstra i S-Max.
Et alternativt alternativ, der kan spare dig for 150-200.000 kr. er VW Touran – en kompakt MPV, der også byder på rigelig plads til fem og bagage samt to ekstra pladser i bagagerummet.
Konklusion:
For: Komfort, plads, køreegenskaber
Imod: Vægt, kun 2 års garanti
Hvilken bil siger:
Ford S-Max har fået et ansigts- og kvalitetsløft. En stærk dieselmotor med et blidt skiftende automatgear klæder S-Max , der fortsat er MPV-klassens mest harmoniske, helstøbte og komfortable rumfartøj.
Læs også tests af konkurrenterne:
Espace – skøn flyder med skønhedsfejl
Grand C4 Picasso er stor ’haute car ture’
FAKTA: Ford S-MAX 2,0 TDCI Titanium 180 hk PowerShift
Vejl. pris, inkl. lev.: 538.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000.
Årlig ejerafgift: 5.320 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 18,5 km/l
Forbrug i test: 14,5 km/l
Længde/bredde/højde: 480/192/166 cm
Bagagerum (7/5/2 sæder): 285/965/2020 liter (lastet til loftet)
Køreklar vægt: 1.778 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 180 hk/400 Nm
0-100 km/t: 9,5 sek
Topfart: 208 km/t
Særligt standard udstyr (Titanium):
Active Park Assist, LED kørelys, forlygter med autolys, regnsensor og automatisk op- og nedblænding, parkeringssensorer for og bag, automatiske forrude viskere med variabel sensor, opvarmet forrude og sprinklerdyser, kromlister omkring ruder, overdækkede kopholdere, stemningbelysning i kabinen, City-nødbremse, skiltegenkendelse, aktiv vognbaneassistent, automatisk fjernlys, træthedssensor, regnsensor, LED-baglygter, to-zoners klimaautomatik, fjernbetjent centrallås m. nøglefri start, el-ruder for og bag, el-spejle m. varme, multijusterbart læderrat, multijusterbart førersæde, ratbetjent fartpilot og radio, cd-afspiller, USB-stik, otte højttalere, kørecomputer, varme i forsæder og forrude, start-stop automatik, 8″ touch-screen betjening og Bluetooth, 17” alufælge.
Metallak: 8.930 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr på testbilen:
Businesspakke 1 (Navigation og DAB+): 16.970 kr.
Panoramapakke (Panoramatag med solgardin og solgardiner ved række 2): 16.970 kr.
Familiepakke (3. sæderække med Easy fold Flat, solgardiner og flyborde på 2. række samt 220V udtag): 23.480 kr.
Nøglefri pakke 2 (Nøglefrie døre og håndfri betjening af bagklap): 13.220 kr.
Adaptivt LED lys: 18.750 kr.