TEST: Suzuki Swift både sparer og støjer

BILTEST: Suzuki Swift byder op til endnu en dans med et let facelift, ny og sparsom motorteknik og lavere priser. Men alderen begynder at trykke den japanske ‘swing king’.

Hvilken bil?
Suzuki Swift er en 5-dørs hatchback i miniklassen. Den forhjulstrukne mini er kult blandt mange yngre bilister, fordi den er nem at ‘style’ og har sportslige køreegenskaber, men prisen gør den også populær herhjemme blandt mere modne købere. Swift kom på markedet i 2005, voksede en kvart størrelse i 2010, og det er den udgave, der nu har fået en ansigtsløftning. Vigtigste nyt er en mere sparsommelig motorvariant og en indgangspris, der er sænket 10.000 kr. til lige under 114.000 kr. inkl. levering for den 3-dørs basismodel. Vi tester her Suzuki Swift 1,2 Dualjet Club med 5 døre til knap 139.000 kr. inkl. lev.

Vidste du at?
‘Dualjet’ er kodeordet for den nye, mere økonomiske udgave af den 1,2 liters 4-cylinderede benzinmotor i Swift. Oversat til dansk betyder det, at den har to indsprøjtningsdyser pr. cylinder. Sammen med en vandkølet EGR-ventil, oliekølede stempler, der tillader højere kompression samt automatisk start/stop er det lykkedes ingeniørerne at få motoren til at bruge mindre brændstof – 22,7 km/l efter EU-normen. Den ‘almindelige’ udgave af motoren, som stadig fås, klarer 20,0 km/l.

Hvordan er førerpladsen?
Swift byder på en fornuftig, klassisk førerplads. Forsæderne har god komfort – også til de langbenede – og læderrattet med fartpilot (Club-udstyr) lige ved hånden er lækkert at holde ved. Alle instrumenter og knapper er enkle og logisk placeret – ikke noget fancy her. Sammen med et præcist gearskifte betyder det, at basis er i orden, bortset fra at rattet ikke kan justeres i længden.

Der er fine fralægningsmuligheder i kabinen; blandt andet et lukket rum til solbriller og andre småting øverst på instrumentbordet. Eneste anke er rigelig med hård plast og et meget syntetisk betræk, der gør, at bagdelen hurtigt får det (for) varmt.

Hvordan opleves kabinen?
Swift-kabinen har pæn lofthøjde, der giver en rummelig atmosfære. Det trækker op i forhold til det omklamrende farvevalg inden døre; sort i sort. Pladsen på bagsædet er ok til to voksne eller tre børn. De skal dog ikke tage for meget bagage med, for der er kun 211 liter til oppakning. Igen, som for førerpladsen, byder Swift på det basale. Der er ikke ofret krudt på detaljer, der kan give et par ekstra streger på humørbarometeret, når man stiger ind, eller små genialiteter, der glæder i hverdagen.

Er sikkerheden i orden? Ja. Med Swift viser Suzuki, at de virkelig kan bygge sikre biler. Swift hev i fin stil de maksimale 5 stjerner i land ved Euro NCAP crashtesten i efteråret 2010. Med til at hæve sikkerhedsniveauet over gennemsnittet er blandt andet den syvende airbag, som beskytter førerens knæ og nakkestøtter, der reducerer risikoen for de såkaldte piskesmældsskader. Læs mere om sikkerheden i Suzuki Swift på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Suzuki Swift er sjov i ‘de-snoede-sogneveje-testen’ – som det dog nok kun er nogle få motorjournalister og andre ‘drengerøve’, der udsætter biler for.

Swift styrer præcist, og affjedringen er relativt fast men komfortabel. Motorkraften er dog for svag til, at det bliver rigtig sjovt. Bilen er i sit es i daglig bytrafik og landevejskørsel. På motorvejen støjer Swift så meget ved 130 km/t, at man savner et 6. gear eller overvejer at sætte farten ned.

Denne testkører kunne også ønske sig en kraftigere selvoprettende effekt på styretøjet, men det er ikke kutyme i Suzukis biler.

Hvordan er motoren?
Suzuki har ikke taget fat på ‘downsizing’ – små motorer med turbolader – men holder fast i den klassiske 4-cylindrede sugemotor. På godt og ondt:

Motoren skal have nogle pisk for at levere varen, uden at præstationerne på nogen måde er prangende. Bundtrækket er svagt, og gearskiftet skal derfor bruges flittigt, hvis det skal gå stærkt. Men vi tager hatten af for det lave brændstofforbrug i Dualjet-udgaven. Vi nåede 19,7 km/l i testugen – imponerende tæt på den teoretiske norm (22,7 km/l).

Passer prisen?
Suzuki har sat indstigningsprisen 10.000 kr. ned for den 3-dørs basisudgave af Swift, men konkurrencen i miniklassen er så hård, at det ikke længere rækker til en plads blandt de billigste. Og det er reelt her Swift skal hente sine kunder, for der er mange, stærke konkurrenter i miniklassen. Ikke mindst på prisen, hvor f.eks. Mitsubishi er kommet til med sin Space Star, der er hele 20.000 kr. billigere end Swift i basismodellen – vel at mærke med både aircondition og fem døre.

Er der alternativer?
Suzuki kæmper for at holde Swift inde i kampen om kunderne i miniklassen, der er en åben slagmark. Der kæmpes mest på pris og brændstoføkonomi, men også på, hvem der kan tilbyde mest udstyr, uden at prisen løber løbsk. Ford Fiesta er målestokken med god kvalitet, sjove køreegenskaber og den prisbelønnede 1,0 Ecoboost turbobenzin’er, der får køreglæden frem til lige under 150.000 – dog uden aircondition, læderrat og fartpilot, der er standard i Swift Club. I samme prisleje finder du også Citroën C3/Peugeot 208 med den fine 1,2 VTI motor med 82 hk og den relativt veludstyrede og flot skårne Kia Rio med 7 år/150.000 km garanti. Eller den smukke Renault Clio.

Konklusion:
For:
Lavt forbrug, sjove køreegenskaber, 3 års garanti.
Imod: Svagt bundtræk, støjende motor, lille bagagerum.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Suzuki Swifts møder hård konkurrence fra yngre konkurrenter med kraftigere motorer og mere sikkerhedsudstyr. Alderen begynder med andre ord at trykke, men køreegenskaberne, nedsatte priser, et reelt lavt forbrug og det unikke design holder akkurat Swift inde i kampen.

Læs også vores test af andre mini-biler:

VW Polo er fortsat klassens alfahan

Tre cylindre klæder ærlige Citroën C3

Dacia Sandero er et tilbud du godt kan sige nej til

Fantastisk Ford Fiesta

Nissan Note er en maximal mini

Kia Rio slår knock-out i Polo-klassen

Renault Clio forfører med stil og komfort

FAKTA:  Suzuki Swift, 1.2 DUALJET Club, 5-D
Vejl. pris, inkl. lev.: 139.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (max. 100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 22,7 km/l (energiklasse A+, 100 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 19,7 km/l
Længde/bredde/højde: 385/170/151 cm
Bagagerum (min/max): 211/902 liter
Køreklar vægt: 1.035 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, benzin
Ydelse: 90 hk ved 6.000 omdr./min.
Max. moment: 120 Nm ved 4.400 omdr./min.
0-100 km/t: 12,3 sek
Topfart: 165 km/t

Særligt standardudstyr (Club):
Tågelygter for, læderrat med fartpilot, LED kørelys, automatisk start/stop (kun Dualjet), aircondition, elbetjente sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, højdejusterbart førersæde, varme i forsæder, friskluftkanaler til bagsædet, dæktryksmåler.
Metallak: 4.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here