Nio og Firefly er flyttet ind i mærkernes første dedikerede showroom i Danmark i Kastrup. Der mangler fortsat forhandlere i resten af landet.
Kan man lancere endnu et nyt kinesisk bilmærke i Danmark ved hjælp af et enkelt showroom?
Nic. Christiansen Gruppen, der blandt andet importerer de kinesiske bilmærker Nio og Firefly, gør forsøget. Siden Nio blev relanceret i Danmark sammen med undermærket Firefly i oktober, har de to mærker hørt hjemme i et midlertidigt showroom i Ishøj.
Nu har begge mærker holdt flyttedag og er rykket videre til deres første permanente showroom på Englandsvej 386 i Kastrup.
Kan også ses hos importøren
For at dække resten af Danmark af, kan man aktuelt også opleve Nio og Firefly i importørens domicil i Kolding. Importøren fortæller dog, at det nye showroom i Kastrup fremover er den ‘centrale base’ for Nio og Firefly i Danmark.
Bygningen er endnu ikke helt færdig udvendigt, og der kan derfor forekomme lidt midlertidigt rod udenfor, mens arbejdet færdiggøres.
Comeback for trængte Nio
Mens Firefly er et helt nyt mærke i Danmark, har moderselskabet Nio været her før.
Nio blev lanceret herhjemme i 2022 men blev aldrig nogen succes. I løbet af 2024 lykkedes det at indregistrere fem Nio i Danmark, inden den svenske importør kastede håndklædet i ringen.
Økonomisk er det blot 11 år gamle mærket presset. Nio har aldrig tjent penge - sidste år lød underskuddet på 23 milliarder kroner.
Beskedne salgstal
De foreløbige danske salgstal er ikke opmuntrende: I sidste måned blev der indregistreret to Nio. Firefly begynder først at levere biler i denne måned, så derfor er salgstallene endnu ukendte. I Norge er efterspørgslen så beskeden, at Firefly allerede er kommet på lagerudsalg.
Planen er ikke desto mindre at udvide med flere danske forhandlere i løbet af 2026.
Det er formentlig også nødvendigt for at klare sig i konkurrencen med andre, nye kinesiske mærker. Leapmotor, der er delvist ejet af Stellantis-koncernen, har således valgt at lancere mærket i Danmark med hele 44 forhandlere.






