De elektriske søsterbiler Audi Q4 e-tron, Skoda Enyaq og VW ID.4 får et facelift med kraftigere elmotor, længere rækkevidde og mere udstyr.
Efter tre år på markedet er det blevet tid til det traditionelle midtvejs-facelift for de tre elbiler Audi Q4 e-tron, Skoda Enyaq og VW ID.4. De tyske trillinger udspringer alle af VW-koncernen og står på den samme, såkaldte MEB-platform. Teknisk er de tre biler ens – og det gælder også de velvalgte forbedringer, som bilerne får, når de kommer til Danmark kort inde i 2024.
Begrebet facelift er velkendt men også en smule misvisende her. De kosmetiske forandringer er nemlig yderst beskedne. Ja, på VW ID.4, der er blandt Danmarks mest solgte elbiler, er de nærmest fraværende.
Det skal man ikke begræde. I stedet for at designe nye lygter og pyntelister har ingeniørerne nemlig forbedret bilerne præcist der, hvor de trængte mest til det. Trillingerne får en ny elmotor, der ikke blot øger ydelsen fra relativt beskedne 150 til 210 kW (fra 204 til 286 hk). Den nye motor bruger også mindre strøm. Dermed får du både hurtigere acceleration (0-100 km/t under 7 sek.), højere topfart (180 mod før 160 km/t) og længere rækkevidde. Alt efter model øges rækkevidden med op til 30 km.
Den nye elmotor trækker fortsat på baghjulene. Sammen med let forbedrede køreegenskaber lover det godt for køreoplevelsen: Både Q4 e-tron, Enyaq og ID.4 har altid været komfortable og velkørende elbiler. Med finpudsede undervogne og kraftigere motorer kan det blive rigtigt godt. Vi glæder os i hvert fald til at testkøre de tyske trillinger i løbet af 2024.
Opdateret software
Et andet ømt punkt for de tre biler var fra starten infotainment-systemerne. Teknologien var i bedste fald kun akkurat på plads ved lanceringen. Vi fornærmer vist ingen, hvis vi skriver, at IT-delen af elbiler ikke har været VW-koncernens spidskompetence. Men nu lover tyskerne bod og bedring. Faceliftet af Q4 e-tron, Enyaq og ID.4 inkluderer også ny infotainment med opgraderet software, der både skal være mærkbart hurtigere og mere intuitiv at betjene. Sidstnævnte sørger bl.a. forbedret stemmestyring samt mulighed for head-up display på forruden med ’udvidet realisme’ for. Dét glæder vi os også til at afprøve – er VW endelig ved at komme på omgangshøjde med Tesla?
Netop Tesla er naturligvis arvefjenden, som Audi, Skoda og VW sigter efter med faceliftet. Både Q4 e-tron, Enyaq og ID.4 må se Tesla Model Y køre med kunderne i en grad, så den amerikanske el-SUV med jævne mellemrum både er Danmarks mest solgte elbil og bil i det hele taget. Og her taler vi ikke om et lille plus på et par hundrede biler. I sidste måned tørrede Tesla nærmest gulv med konkurrenterne: Model Y solgte 2.389 eksemplarer i oktober. Eller mere end syv gange så meget som Skoda Enyaq, 13 gange så meget som Q4 e-tron og 14 gange så meget som ID.4…
Billigere end Tesla
Ach, som de formentlig sukker længere sydpå. Men med faceliftet får de tyske Tesla-udfordrere en reel chance for at konkurrere mod Tesla i 2024. Trods forbedringerne stiger de tyske elbiler nemlig ikke i pris. Kigger man langt tilbage i prislisterne, er priserne snarere faldet, så de begynder at kunne matche Long Range udgaven af Model Y til 441.000 kr.
ID.4 er billigst til priser fra 380.000 kr. Det ligner en god pris – også selv om ID.4 i den såkaldte Pro-udgave hverken kan matche Model Y Long Ranges kræfter, firehjulstræk eller udstyrsniveau. Omvendt er ID.4 Pro på ingen måde skrabet, så her får VW en reel prisfordel mod Tesla.
Det gælder også Audi Q4 og Skoda Enyaq, der til priser fra henholdsvis 420.000 og 430.000 kr. akkurat er billigere end arvefjenden. Også her gælder det dog, at hvis der skal lige så mange kræfter, firehjulstræk og udstyr som i Model Y Long Range, vender billedet til Teslas fordel.
Du kan læse mere om og evt. forudbestille de faceliftede udgaver her: