Toyota kan for fjerde gang i træk kalde sig verdens største bilmærke. Men en skandale tvinger ledelsen til at bukke i stedet for at feste.
Ledelsen hos den japanske bilgigant Toyota kommer hele følelsesregistret igennem i disse dage. Først kunne Toyota sole sig i rekordhøje salgstal for 2023 på hele 11,23 millioner biler. Det gør Toyota til verdens suverænt største bilproducent for fjerde år i træk. Tallene inkluderer biler fra Toyota-ejede mærker som Lexus, Daihatsu og varebilproducenten Hino.
Toyota kunne glæde sig over solid fremgang i salget på 7,2 procent. I vores del af verden, Europa, gik Toyota-salget endda frem med 9,1 procent.
”Stærk efterspørgsel i Nordamerika og Europa hjalp. Vi ser, at kundernes efterspørgsel skifter til hybrid- og ladehybrid-modeller. Det er en af forklaringerne på 2023-resultatet,” forklarede en talsmand for Toyota til branchemediet Automotive News.
Undskyldningsbuk
Kort efter var ledelsen på banen igen. Denne gang var anledningen mindre festlig: Mandag kom det frem, at Toyota har manipuleret med motordata i 10 forskellige modeller med dieselmotorer, hovedsageligt firehjulstrækkere og pick-up’er af mærkerne Toyota, Daihatsu og Hino.
– Jeg vil gerne give min dybeste undskyldning for den række forseelser på Hino Motors, Daihatsu Motor og Toyota Industries, og for at skabe problemer og bekymringer for vores kunder. Selskaberne gjorde, hvad de aldrig skulle have gjort, lød det fra selskabets formand, Akio Toyoda. På pressekonferencen blev beklagelsen ledsaget af de traditionelle og langvarige japanske undskyldningsbuk.
Overdrev motorkraft
Manipulationen med motordata har angiveligt stået på siden 2017 og betyder, at Toyota har overdrevet antallet af hestekræfter i flere af deres dieselmotorer. Dermed adskiller sagen sig fra den såkaldte ’dieselskandale’ fra 2015, hvor Volkswagen blev taget i at snyde med emissionerne fra en lang række dieselmotorer. VW havde indrettet motorstyringen, så den kunne leve op til skrappe miljøkrav i laboratorietests, men ikke i virkeligheden. Sagen er kaldt den største skandale nogensinde i tysk erhvervsliv og har kostet Volkswagen langt over 200 milliarder kroner i bøder og erstatninger.
Helt så galt går det næppe for Toyota. Men sagen er pinlig og kommer lige oven på flere møgsager for Toyota. Senest i december, hvor Toyota-ejede Daihatsu måtte indstille salget af mærket biler, efter at være blevet afsløret i at snyde med sikkerhedstests gennem intet mindre end 30 år. Produktionen på alle fire Daihatsu-fabrikker er fortsat sat i bero.
VW nummer to
Trods skandaler blev det ikke desto mindre til rekordsalg for Toyota i 2023. Endda med god afstand til nummer to, tyske Volkswagen Group, der solgte 8,3 millioner biler i 2023. Ifølge nyhedsbureauet Reuters det laveste salg for den tyske bilgigant i et årti.
I Danmark ser salget lidt anderledes ud. Tesla blev det mest solgte bilmærke i 2023 og skubbede dermed VW ned på andenpladsen. Toyota blev det fjerde mest solgte bilmærke efter Audi.