Vismand vil hæve afgifter på elbiler

Omstillingen til elbiler går så godt, at vismand vil hæve afgifterne tidligere end planlagt. Skatteministeren skyder straks forslaget ned.

Der er så meget fart på salget af elbiler i Danmark, at en økonomisk vismand nu mener, at tiden er inde til at fjerne afgiftsfordelen for elbiler.

”Det gør det muligt, at man tidligere end planlagt vender tilbage til ensartede afgifter på elbiler og fossilbiler,” siger miljøøkonomisk vismand og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Lars Gårn Hansen, i et interview med Altinget.

Vismand Lars Gårn Hansen foreslår, at man begynder at hæve afgifterne på elbiler til samme niveau som fossilbiler. Pressefoto.

De senere år har elbiler været begunstiget af en væsentligt lavere registreringsafgift end fossilbiler. Målet er at fremme omstillingen til elbiler og dermed reducere CO2-udslippet fra den danske bilpark.

Efter planen skal registreringsafgiften på elbiler dog øges fra 2026 for så at nå op på samme niveau som fossilbiler i 2035. Her vil det samtidig kun være muligt at købe nye biler, der slet ikke udleder CO2 – de facto vil det være elbiler.

Foran planen

Lars Gårn Hansens forslag kommer efter endnu et år med rekordsalg af elbiler herhjemme. I 2024 var 51,5 procent af de 173.047 solgte personbiler elektriske.

Trenden er tilmed stærkt stigende. I december nåede andelen af elbiler hele 61,5 pct. Mobility Denmark, der er interesseorganisation for bl.a. de danske bilimportører, vurderer, at salget af elbiler vil nå en andel på 70 pct. eller mere i år.

Fortsætter udviklingen, vil der være én million elbiler i Danmark i 2028. Det er to år før den politiske målsætning om én million elbiler i 2030.

Ifølge vismanden giver staten mulighed for at spare penge:

”Når det viser sig, at man kan nå målet ved brug af mindre skatterabatter, end man troede, tilsiger det, at man retter instrumentet til,” siger Lars Gårn Hansen til Altinget.

Ingen politisk opbakning

Vismanden får dog ingen politisk opbakning til sit forslag om højere afgifter på elbiler.

”Det er stadig kun omtrent 11 procent af bilerne på de danske veje, der er elbiler. Jeg vil gerne holde hånden under udviklingen, så det stadig er et attraktivt og realistisk valg at købe en elbil,” siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) til dr.dk.

Andre politikere fra De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti skyder også straks forslaget ned.

Afgifter til forhandling

Opbakning eller ej, så kommer politikerne snart til at genbesøge afgifterne for elbiler. I december sagde skatteminister Rasmus Stoklund, at han vil invitere Folketingets partier til forhandlinger om afgifterne.

Som repræsentant for den danske bilbranche har Mobility Denmark flere gange opfordret politikerne til at udskyde de planlagte afgiftsstigninger på elbiler fra 2026. Frygten er, at det kan gå som i vores nabolande Tyskland og Sverige, hvor bortfald af støtteordninger har bremset salget af elbiler kraftigt op.

Omvendt bliver elbiler hele tiden billigere, så det er et spørgsmål om timing. Det er tilsyneladende også skatteministerens agenda, når han indkalder partierne til forhandlinger om bilafgifterne:

”Jeg kommer til at bruge rigtig mange kræfter i de kommende måneder på at få indrettet afgiftssystemet på en måde, der understøtter udviklingen efter 1. januar 2026, hvor den nuværende aftale om afgifterne på elbiler udløber,” har Rasmus Stoklund tidligere udtalt til Ritzau.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here