Sedanen ES90 bliver den første elbil fra Volvo med 800 volt teknologi og 700 km rækkevidde. Lynladeeffekten bliver op til 350 kW.
Volvo løfter sløret for den kommende ES90 sedan i små bidder. Sidste nyt om bilen, der får verdenspremiere 5. marts, er en ganske stor nyhed: Som den første elektriske Volvo får ES90 800 volt-teknologi.
Dermed overhaler ES90 sin ’søsterbil’, SUVen EX90, som er ved at blive lanceret herhjemme. De to biler står ellers på samme SPA2-platform, men diverse udfordringer har forsinket EX90 to år. I mellemtiden er Volvo altså skiftet til den mere avancerede 800 volt-teknologi i den kommende ES90.
10-80 pct. på 20 min.
Der er flere fordele ved 800 volt. Først og fremmest bliver ES90 virkelig hurtig ved lynladeren. Her tager batteriet imod op til 350 kW. Dermed kan det 106 kWh store batteri lynlades fra 10 til 80 pct. på 20 minutter. Har du travlt, kan du lade til 300 kilometers kørsel på blot 10 minutter. Det gør Volvo ES90 blandt de hurtigste biler ved lynladeren, helt deroppe med dyre elbiler som Porsche Taycan, Audi A6/Q6 e-tron og Xpeng G9 samt de billigere Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6.
Den højere spænding med 800 volt betyder også, at Volvo ES90 kan levere mere effekt og rækkevidde med det samme strømforbrug som i et 400-volt-system. 800 volt-systemet indeholder også lettere elmotorer og andre komponenter, hvilket reducerer bilens samlede vægt. Det er også md til at forbedre effektiviteten samtidig med, at det øger bilens acceleration og rækkevidde.
Delvis genbrug
Udover 800 volt-teknologien fremhæver Volvo også, at ES90 er bygget med flere genbrugs- og naturlige materialer, der bidrager til mindre udledning af CO2 i produktionen. 29 pct. af al aluminium og 18 pct. af stålet er genanvendt, lige som ES90 også indeholder 16 pct. genanvendte polymerer og biobaserede materialer. Træpanelerne i kabinen er lavet af FSC-certificeret træ.
ES90 leveres også med Volvos nye ’batteripas. Passet fortæller forbrugeren, hvor den litium, kobolt, nikkel og grafit, der bruges i batteriet, stammer fra. Passet er baseret på blockchain-teknologi, der giver Volvo mulighed for at spore råmaterialernes oprindelse.
Selv om Volvo ES90 har verdenspremiere 5. marts, står den først hos danske Volvo-forhandlere sidst på året. Til gengæld kan 800 volt-teknologien gøre den lave sedan interessant i et marked, der ellers er domineret af SUVere.