Midt i tysk elbil-krise melder VW-chef offensivt ud: Elektrisk GTI bliver bedre end originalen og om seks år sælger VW 80 pct. elbiler.
Mens danskerne køber elbiler som aldrig før, ser det anderledes ud hos vores tyske naboer. Her har bilkøberne nærmest mistet gnisten: I sidste måned faldt salget af elbiler med 37 pct. og udgør nu blot 13 pct. af nybilsalget i Tyskland.
Det er især et problem for tyske bilproducenter som Volkswagen Group. Fra 2035 bliver det forbudt at sælge biler i EU, der udleder CO2, og derfor har de tyske bilproducenter investeret massivt i omstilling til elbiler. Men især de tyske bilkøbere er tilbageholdende, og det koster VW og Co. milliarder af euro, at det store hjemmemarked tøver med omstillingen.
Oppe i toppen af VW-pyramiden er gnisten dog tilsyneladende intakt. Ved den årlige fanfest for GTI-ejere bekræftede VW-chef Thomas Schäfer i et interview med Motor1.com mærkets tro på omstillingen til elbiler med flere udtalelser, der er interessante for andre end bare GTI-fans.
”Endnu højere niveau”
Men først lidt til fans af VWs ikoniske sportsudgaver. Thomas Schäfer havde nemlig gode nyheder med til fanfesten hjemme i Wolfsburg.
Ifølge VW-chefen vil den kommende, første fuldelektriske GTI få et chassis og en affjedring, der vil ”være på et endnu højere niveau” end den nuværende, benzindrevne udgave. Og her taler vi om Polo GTI, for den elektriske pendant skal baseres på den kompakte ID.2all, som er på vej i 2026. Der er altså ikke tale om et elektrisk sidestykke til Golf GTI. Dén model har VW allerede afsløret i form af ID.3 GTX, som i øvrigt kommer til Danmark i løbet af efteråret.
Det med chassiset er afgørende for bilens køreegenskaber. Og her uddyber Thomas Schäfer, at en elektrisk GTI ”ikke bare skal handle om performance, men skal være endnu mere spændende at opleve og køre” end fossiludgaven. Målet er at ”overføre den benzindrevne GTIs DNA til den elektriske tidsalder.”
GTI-skilt får lyn
Ud over et design, der straks råber GTI, vil den elektriske afløser bl.a. byde på en såkaldt ”GTI e-sound” – et fancy udtryk for kunstig motorlyd, som afspilles over bilens lydanlæg. Om GTIen også får kunstige gear, som Hyundai med stor succes har lagt ind i den hypersportslige N-udgave af elbilen Ioniq 5, røber Schäfer ikke.
Til gengæld afslører VW, at mærkets kommende muskel-elbiler nyfortolker den ikoniske GTI-betegnelse. Historisk har det stået for Grand Touring Injection, men der er som bekendt ikke indsprøjtning i en elbil. Derfor udskiftes det lille i med et symbol for lyn. Meget fikst, eftersom lynet på afstand ligner et i…
Nu er der ikke noget overraskende i, at direktøren for det hele taler sin egen, kommende el-GTI op. Om den bliver lige så sjov som VWs populære GTI-modeller ved vi først, når vi har kørt dem.
Førnævnte Hyundai Ioniq 5N er dog et eksempel på, at selv indædte ’benzinhoveder’ kan blive begejstrede over strømførende muskelbiler.
Fastholder el-strategi
På det overordnede plan havde Thomas Schäfer også et klart budskab med til fanfesten i Wolfsburg: Uanset den aktuelle tilbagegang i salget for elbiler, holder VW fast i sin strategi for omstilling til el. Det betyder, at VW fortsat vurderer, at 80 pct. af alle de biler, som koncernen sælger i 2030, vil være elbiler.
Det er en offensiv melding i en tid, hvor tyske bilproducenter kæmper med at opfylde egne mål for salg af elbiler – især på hjemmemarkedet.