Facelift forbedrer VW ID.3 markant

vw id.3

BILTEST: Opgraderingen af VW ID.3 er vellykket. Der kan dog stadig findes små mærkværdigheder i den elektriske folkevogn.

Hvilken bil?

Volkswagen ID.3 har fået en opdatering. En tiltrængt af slagsen, da hård plastik i kabinen og ikke mindst en solid omgang softwareproblemer i 2019 og 2020 tog den indledende pynt af ID.3.
Der var for meget sparebøsse over den, for meget rustik T-Roc – Hvilkenbils redaktør Jens Velling sammenlignede i sin test i august 2020 sågar kabinekvaliteten med den, man finder i Dacia og Suzuki.
Hvilkenbil tester her den opdaterede elektriske folkevogn, der først og fremmest kan kendes på fraværet af fronthjelmens sorte plastpanel langs forruden. Andre små designændringer omkring lygterne er kommet til, og de tydeligste og mest nødvendige forbedringer i kabinen har helt klart forhøjet kvalitetsfornemmelsen.
ID.3 findes i to udgaver. Pro med 58 kWh-batteri og 426 kilometers rækkevidde til 320.000 kroner og Pro S til 360.000 kr. med 77 kWh-batteri og en rækkevidde på 557 km.
Begge kan lades med 11 kW hjemme og henholdsvis 120 og 170 kW i en lynlader.

Vidste du at?

ID.3 var Volkswagens første elbil udviklet helt fra bunden. Tyskerne selv kaldte den et kvantespring på niveau med Boblen og Golf.

I 2020 købte 1.722 danskere en ID.3, i 2021 var tallet 1.732, og i fjor var salgstallet nede på 626 – samme år solgte Cupra dobbelt så mange Born.

Hvordan er førerpladsen?

Første indtryk bag rattet er, at dørsiderne og instrumentbordet er blevet bløde og lækre. Væk er den rustikke Dacia-fornemmelse. Infotainmentskærmen er i alle modeller nu 12 tommer – i den første var den 10 tommer i de billigste versioner. Funktionaliteten er forbedret efter en stribe softwareopdateringer.
Desværre henligger de berøringsfølsomme flader til justering af klimaanlæggets temperatur stadig i mørke. Og selv om der er plads til det, findes der ved førerens dør stadig ikke fire knapper til betjening af hver enkelt elrude; der er kun to, og vil man betjene bagruderne, skal man berøre et symbol, der får de to knapper til at virke til bagruderne. Det er bøvlet og mærkeligt.
Knapperne på rattet er ikke rigtige trykknapper, men reagerer ved berøringer og meddeler sig med såkaldt “haptisk feedback”. Det kan man formentlig vænne sig til, men jeg har kørt i en del biler med det der haptiske feedback og er endnu ikke blevet dus med betjeningen.
Ellers er det nærmest lutter lagkage: ID.3-sæderne er i standardversionen Pro glimrende. Pro S har endda ErgoActive-sæder, og de er endnu bedre med blandt andet længdejustering af sædehynden. Som skabt til lange ture.
Uanset størrelse kan man indrette sig optimalt bag rattet. Man sidder en smule højt, A-stolperne er behageligt smalle og hæmmer ikke udsynet. Den VW-typiske C-stolpe udgør dog en blind vinkel, som man skal være opmærksom på ved højresving.

Hvordan opleves kabinen?

ID.3-akselafstanden er 277 centimeter, og det medvirker til glimrende plads på bagsædet. Mere end i Golf, der ellers ikke er fedtet med pladsen. Gulvet er plant, men på grund af batterierne under bunden lidt højere end godt er for langbenede, der kommer til at sidde med let bøjede ben.
Bagagerummets størrelse på 385 liter er stort set som i en Golf. I den ideelle verden er et “frunk” under fronthjelmen til ladekabler at foretrække, men under den korte front er pladsen optaget af blandt andet aircondition-aggregater og teknikken til det head-up-display, man kan tilkøbe i en interiørpakke.
ID.3 må stadig ikke trække en anhænger, men man kan dog til Pro, ikke til Pro S, få monteret en krog til en cykelholder.

Er sikkerheden i orden?

ID.3 blev i 2020 sikkerhedstestet til de maksimale fem stjerner hos Euro NCAP. Den vigtige centerairbag mellem forsæderne er et stort plus i karakterbogen.
Den automatiske nødbremse holder øje med både fodgængere og cyklister, og den standardmonterede adaptive fartpilot fungerer med en elegance og finesse, som andre bilmærker stadig har til gode at mestre bare nogenlunde.
Små minusser noteres, når det kommer til beskyttelse af førerens brystkasse i tilfælde af frontalkollision – her er karakteren kun gennemsnitlig. Og det er ærgerligt, at blindvinkeladvarsel plus Travel Assist, der indeholder aktiv vognbaneassistent og hægter bilen på forankørende, koster ekstra.

Hvordan kører den?

Træd på bremsen, og bilen er tændt. Sæt i gear, og den er klar til afgang. Når turen er slut, så tryk på gearvælgerens “P” og forlad bilen.
ID.3’eren er kvik og agil, stabil og frem for alt umådeligt letkørt. Bortset fra et rigeligt let styretøj mestrer den i min kørebog den direkte og engagerende halvsporty køremåde uden at gå på kompromis med komforten.
Baghjulstrækket er godt for morskaben, da det er sjovere at blive skubbet gennem en kurve end trukket af forhjulene.

En bekvem tillægsgevinst ved baghjulstrækket er, at det giver et lidt større drej på forhjulene, hvilket gør manøvrer i snævre parkeringshuse og en 180 graders vending meget nemmere.

Hvordan er motor og opladning?

Elmotoren yder i både Pro og Pro S 150 kW, hvilket svarer til 204 hestekræfter, og trækker som nævnt på baghjulene. Netop på grund af baghjulstrækket er regenereringen af energi mindre end i forhjuls- og firehjulstrukne elbiler for at undgå en begyndende udskridning i glat føre, når speederen slippes.
ID.3 har varmepumpe som standard, og på farten lader Pro med op til 120 kWh og Pro S med op til 170 kWh. I virkelighedens verden trækker flere faktorer ned på ladehastigheden, først og fremmest lufttemperatur og dernæst ladestationens præstationer.
Som forbruger af strøm er ID.3 ganske nøjsom. Fabrikken stiller i Pro S 6,5 km pr. kWh i udsigt – med en del motorvejskørsel med 110 km/t i syv-otte graders varme opnåede jeg i testperioden et samlet forbrug på 5,6 km pr. kWh. Det svarer til cirka 430 kilometers rækkevidde og er absolut godkendt.

Passer prisen?

40.000 kroner for at veksle ID.3 Pros 426 kilometers rækkevidde til Pro S-rækkevidden på 557 kilometer er en rimelig merpris.
Til de 360.000 kr., som Pro S koster, får man kun en marginalt hurtigere ladetid, men til gengæld har Pro S virkeligt gode ErgoActive-forsæder med elektrisk justering og 19 tommer-fælge i stedet for 18 tommer.
Assistentpakke Plus til 20.000 kr. indeholder blandt andet 360 graders kamera, Travel Assist inklusiv blindvinkelsensor og nøglefri betjening, og den pakke må anbefales.

Er der alternativer?

Et godt køb blandt konkurrenterne er den spanske tvilling, Cupra Born. Med stort batteri og modelbetegnelsen e-Boost Tech er prisen 335.000 kr. inklusive de fleste af de ting, som ID.3 Pro S med Assistentpakke Plus har. Til gengæld koster de eksklusive forsæder i spanieren 16.000 kr. ekstra, men Born ender i runde tal med at koste 30.000 kr. mindre end ID.3.
Prisen for billigste, men noget større VW ID.4 med 543 kilometers rækkevidde er 380.000 kr., så merprisen for at steppe op i en ID.4 er ikke voldsom.
Tesla, der i den grad har rokket ved markedet, sælger i øjeblikket sedanen Model 3 med 554 kilometers rækkevidde for 340.000 kr. – den store Model Y med 455 kilometers rækkevidde står lige nu til 382.000 kr.
Kinesiske BYD Atto 3, der er crossover-høj, med 420 kilometers rækkevidde til 300.000 kr. kunne også være et alternativ. Sydkoreanske Hyundai Kona Electric, der er mere rummelig end ID.3, har en rækkevidde på 512 km, og prisen for topmodellen er 370.000 kr. Fra samme koncern kommer Kia Niro EV med 460 kilometers rækkevidde til 380.000 kr. for en topudstyret.
Renault Megane E-Techs rækkevidde er 442 kilometer og listeprisen 370.000 kr.
Næste år ventes de elektriske Stellantis-tvillinger Peugeot e-308 og Opel Astra-e, begge med godt 400 kilometers rækkevidde. Hvad de kommer til at koste, ved vi endnu ikke.

Konklusion:

For: Rækkevidde, kvalitetsfornemmelse, letkørt, plads.
Imod: Kan ikke trække anhænger, intet frunk, garanti.
Hvilkenbil siger:

Blandt de kompakte elbiler har Cupra Born længe været blandt mine favoritter, for større behøver min bil ikke at være. Med opgraderingen er ID.3 kommet virkelig godt med, og de fire stjerner er store. Den hårde plastik er næsten væk, pladsudnyttelse og indretning er fornem, rækkevidden god, og selvom VW stadig tager sig godt betalt for deres produkter, er prisen ikke skræmmende.

FAKTA: VW ID.3 Pro S

Vejl. pris, inkl. lev.: 359.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 5.000 kr.
Billigste (Pro): 319.995 kr.
Privatleasing: 4.599 kr./måned, førstegangsydelse 10.000 kr. (12-48 måneder og 15.000 km./år) Billigste (Pro): 4.199 kr./måned.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (bil/rust): 2/12 år
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP):  (2020)
Antal airbags: 7 airbags (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 426/181/157 cm
Bagagerum (min/max): 385/1.267 liter
Vægt: 1.952 kg
Anhængervægt: 0 kg
Batterikapacitet: 77 kWh (netto)
Rækkevidde (WLTP): 557 km
Forbrug: 154 Wh/km – 6,5 km/kWh
Forbrug i test: 179 Wh/km – 5,6 km/kWh
Ladeevne: Op til 170 kW DC
Opladningstid: 30 minutter (5-80 pct. ved DC-lynlader), 7,5 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 150 kW (svarer til 204 hk)
0-100 km/t: 7,9 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, fuld LED-lygter, p-sensor for og bag, opvarmede sprinklerdyser, regnsensor og aut. nedblænding af bakspejl, ambientebelysning (30 farver), elektrisk indstilling af ErgoActive-forsæder m. massage, memory og længdejusterbar siddehynde, varme og højdeindstilling, 4 x elruder, navigation, bluetooth, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, stemmestyring, DAB-FM, 5 højttalere, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, nøglefri betjening, varmepumpe, 19 tommer alufælge. (* Anslået af hvilkenbil.dk) 

Metallak: 5.795-8.195 kr.
Assistentpakke (bl.a. bakkamera, ambientebelysning ved dørhåndtag, nøglefri betjening, tyverialarm, Pre-Crash og Park Assist Plus): 10.995 kr.
Assistentpakke Plus (Assistentpakke + 360 graders kamera, 10 farver ambientebelysning inkl. ID.Light, Park Assist Plus, Travel Assist inkl. Traffic Jam Assist, Emergency Assist og blindvinkelsensor): 19.595 kr.
Eksteriørpakke (Matrix LED-forlygter IQ.Light, 3D-baglygter, Dynamic Light Assist, ambientebelysning mellem forlygterne og tonede ruder bag): 16.095 kr.
Eksteriørpakke Plus (Eksteriørpakke + adaptiv undervogn): 22.995 kr.
Interiørpakke (head-up-display, Augmented Reality Display): 7.197 kr.
Interiørpakke Plus (Interiørpakke + top-sportssæder, 400 W Beats-lydsystem, subwoofer, 6 højttalere surround-sound): 23.595 kr.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Hej. Vedrørende ID.3 1st max pro 204 hk (altså det højeste niveau på udstyr) – ved I, om det er muligt at eftermontere, så der bliver 6 + 1 højttalere, da jeg er temmelig godt vant med Bose i min nuværende bil. Mvh Steen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here