VW opgraderer elbilen ID.3 med bedre software, kunstig intelligens og hurtigere lynladning. Og så kan du tilkøbe flere kW til elmotoren.
Fra grim ælling til smuk svane.
Efterhånden er der noget lidt eventyrligt over VW ID.3. Den elektriske folkevogn, der i 2019 blev lanceret som VWs ambitiøse pendant til en fuldelektrisk Golf, fik en svær start. Efter adskillige forsinkelser blev den sendt på markedet med software, der ikke var færdigudviklet. Det blev til kæmpe frustrationer for ejerne og masser af dårlig omtale for VW, der skyggede for, at ID.3 i øvrigt var en velkørende og velindrettet elbil.
Siden har VW kæmpet en brav kamp for at rette op på de mange børnesygdomme. Meget af arbejdet er gået under radaren, mens nye konkurrenter og ikke mindst Tesla er kørt med både spotlyset og kunderne. Salgsmæssigt er ID.3 aldrig blevet den elektriske udgave af bestselleren Golf, som VW må have håbet på.
Bedre software med ChatGPT
Men man må lade tyskerne, at de ikke giver op. ID.3 bliver forbedret igen og igen. Sidste år fik den et omfattende facelift, der også inkluderede flere tekniske forbedringer, og nu får den så en tur til.
Det fine er, at kræfterne ikke er brugt på kosmetik, men udelukkende teknik. Den engang så håbløse software er nået til version 5.0, der ved hjælp af en 13-tommers skærm skal gøre betjeningen mere intuitiv med større mulighed for at skræddersy de mange funktioner. Stemmestyringen, der mildt sagt har drillet, er nu forbedret med integration af kunstig intelligens i form af ChatGPT. Og så – trommehvirvel – har VW endelig fundet ud af at putte lys i berøringsfelterne til ventilationsanlægget, så man kan skrue op for varmen, når det er mørkt uden for. Danke schön Volkswagen, det var også på tide.
To irritationsmomenter skal vi dog fortsat leve med i ID.3. De fire elruder skal stadig deles om to knapper, når de skal køres op og ned. Og mens andre VW-modeller begynder at få klassiske trykknapper i rattet, fortsætter ID.3 med berøringsfelter, der er for lette at fejlbetjene. Men Wolfsburg blev jo heller ikke bygget på en enkelt dag, og måske sker der noget i senere opdateringer af ID.3.
Længere og hurtigere
Batteriteknisk hiver VW et par reelle forbedringer ud af ærmet. Det mellemste batteri vokser fra 58 til 59 kWh, hvilket øger rækkevidden fra 426 til 432 km. Langt vigtigere forbedres ladeevnen fra 120 til 165 kW. Sammen med forvarmning af batteriet reducerer det ladetiden fra 10-80 pct. fra 35 til 24 minutter.
Udgaven med det store 77 kWh-batteri bliver også lidt hurtigere ved lynladeren. Her øges ladeevnen fra 170 til 175 kW. Dermed kan batteriet lades fra 10-80 pct. på 28 min.
Flere kræfter ‘over the air’
For første gang tilbyder VW at skrue op for motorkraften ved hjælp af softwareopdatering. I flere udgaver af ID.3 kan du mod betaling øge elmotorens kræfter fra 204 til 231 og dermed skære et sekund af accelerationstiden fra 0-100 km/t, så den bliver 6,6 sekunder.
Der er to måder at gøre det på. En engangsbetaling på 5.850 kr. eller med en månedlig ydelse på 149 kr. om måneden. Efter lidt mere end tre år bliver abonnements-løsningen den dyreste.
Du skal ikke på værksted, for at øge spændingen. Den ekstra motorkraft bestilles direkte i bilens infotainmentskærm og leveres straks ’over the air’ ved hjælp af en opdatering af bilens software.
Med opdateringen af ID.3 fås den nu med tre batteristørrelser fra 260.000 til 330.000 kr. Til august udvides serien med topmodellen GTX med firehjulstræk og 326 hk. Og det er næsten som i eventyret. Ællingen vokser og bliver hele tiden bedre til at flyve…