ID.5, coupé-udgaven af VWs elektriske SUV ID.4, er i Danmark til foråret. Priserne begynder fra 385.000 kr. med rækkevidde på 514 km.
Volkswagen er nu klar med de danske priser på VW ID.5 – den tredje elektriske VW i ID-serien.
VW ID. 5 er klar til levering i løbet af foråret, oplyser VW i Danmark. Priserne starter ved 385.000 kr., hvilket er 15.000 kr. dyrere end ID. 4 med præcis samme teknik og udstyr.
ID. 4 og ID. 5 minder i høj grad om hinanden. De er begge mellemstore SUV’er, men hvor ID.4 er en rendyrket en af slagsen, er ID.5’eren en coupé-variant med mere skrå bagrude. Det giver mindre plads i bagagerummet men også med et mere elegant udtryk, vil nogen mene.
ID.5 har desuden en lidt højere lade-effekt end ID.4; 135 kW mod 125 kW, men hvor meget det betyder i praksis, er svært at sige.
ID.5 kommer til Danmark i tre motorvarianter. Alle med en batterikapacitet på 77 kWh netto. Indgangsmodellen, Pro, har en ydelse på 174 hk og en rækkevidde på 514 km ifølge WLTP-normen. Mellem-modellen, Pro Performance, der koster 20.000 ekstra, yder 204 hk og har samme rækkevidde. Topmodellen GTX til 430.000 kr. med 299 hk har firehjulstræk og derfor en lidt kortere rækkevidde – 488 kilometer på en fuld opladning.
Få rabat på ladeboksen
I alle tre varianter er Komfortpakken standardudstyr. Den indeholder blandt andet klimaanlæg med to zoner og Air Care, opvarmet forrude med ekstra lyddæmning, opvarmede forsæder, to USB-C indgange for og to bag, samt multifunktionslæderrat med varme.
Der findes selvfølgelig masser af udstyrspakker til både ID. 4 og ID. 5.
Køber du en ny VW ID. 5 hos en af landets Volkswagen-forhandlere har du mulighed for at købe en ladeboks fra Clever til en værdi af 7.500 kr. for blot kr. 2.500 kr.
Se prislister og udstyrspakker på VW’s hjemmeside.
FAKTA: Danske priser på VW ID. 5
MODEL | RÆKKEVIDDE | MOTOR | PRIS |
ID.5 Pro | 514 km (WLTP) | 174 hk | 384.995 kr. |
ID.5 Pro Performance | 514 km (WLTP) | 204 hk | 394.995 kr. |
ID.5 GTX | 488 km (WLTP) | 299 hk | 429.995 kr. |
Kilde: Volkswagen Danmark