Over halvdelen af de 17-årige bilister, der sigtes for færdselsforseelser, kører for hurtigt. Antallet af sigtelser er steget 40 procent.
Unge, danske bilister træder hårdt på speederen - mange af dem for hårdt.
Det viser nye tal, som forsikringsselskabet Alm. Brand har fået fra Rigspolitiet.
Siden 1. juli 2025, hvor 17-årige med kørekort fik mulighed for at køre bil uden ledsager i dagtimerne, er der rejst 2.397 sigtelser mod unge bilister. Mere end halvdelen af sagerne - 1.270 - handler om for høj hastighed.
Derudover er der registreret 300 sigtelser for kørsel uden ledsager eller manglende opfyldelse af ledsagerkrav samt 134 sigtelser for kørsel uden kørekort.
Den forkerte vej
Generelt går udviklingen den forkerte vej for de 17-årige bilister: I første halvår med de nye regler blev der rejst omkring 1.000 sigtelser mod de helt unge bilister. I andet halvår efter loven trådte i kraft, er sigtelserne nu nået op på i alt 2.397. Det svarer til en stigning i sigtelser på cirka 40 procent i løbet af blot et år.
Ifølge Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alm. Brand, viser tallene et fortsat behov for fokus på sikker adfærd blandt de yngste bilister:
”Når du får kørekort, handler det ikke kun om at kunne køre bil. Det handler også om at opbygge erfaring og lære at håndtere de mange situationer, du møder i trafikken. Derfor er det bekymrende, at fart fylder så meget, for høj hastighed øger risikoen markant for alvorlige ulykker. Samtidig ved vi, at unge bilister er overrepræsenterede i skadesstatistikkerne, og derfor er det afgørende, at de får opbygget gode vaner fra begyndelsen.”
Fortsæt med ledsaget kørsel
Alm. Brand opfordrer unge bilister og deres forældre til at fortsætte med ledsaget kørsel.
”Selvom reglerne giver mulighed for at køre alene i dagtimerne, kan de første mange ture med en erfaren bilist som ledsager være med til at opbygge rutine og overblik. Det kan være med til at forebygge ulykker,” siger Britta Bjerregaard.
Alm. Brand er dog endnu ikke klar til at konkludere på den samlede effekt af de nye regler.
”Tallene viser, at der er behov for fortsat fokus på fart, opmærksomhed og ansvarlig adfærd blandt de yngste bilister. Det er afgørende, hvis vi skal forebygge alvorlige trafikulykker, der kan få store konsekvenser både for de unge selv og for andre i trafikken,” siger Britta Bjerregaard.
Fakta om 17-årige bilister
Så mange 17-årige bilister sigtes for færdselsforseelser:
- Hastighedsovertrædelse: 1.270
- Kørsel uden ledsager/ledsager ej opfyldt betingelser: 300
- Kørsel uden førerret: 134
Antal sigtelser for 17-årige bilister er indhentet for perioden 1. juli 2025 til 14. juni 2026. Kilde: Rigspolitiet.






