Ford barberer op til 122.000 kroner af den elegante familieflytter S-Max. Men kun på udgaverne med benzinmotorer frem til juli.
Ford har fået en interessant vane med pludselige, tidsbegrænsede og voldsomme rabatter på udvalgte modeller. Sidste år var der pludselig 114.000 kr. i rabat på crossoveren Kuga. Tidligere i år satte Ford den nye Mondeo ned med 86.000 kr. Dog kun i en enkelt udgave, en topudstyret Titanium med 160 hestes turbobenzinmotor. Det har til gengæld været nok til at løfte Mondeos andel af privatkøbere i den store mellemklasse fra lidt over nul til 20 procent.
Sådan et ryk i markedsandele giver appetit på mere, og derfor er turen kommet til S-Max. Den store, men elegante og velkørende MPV bliver op til 122.000 kroner billigere alt efter model. Dermed kan Ford – i hvert fald på udvalgte modeller – tilbyde privatkøbere samme slagkraftige rabatter som firmakunderne har fået tilbudt i årevis. Formålet er naturligvis at sætte skub i salget af de lidt større Ford-modeller til privatkøberne, der ellers mest køber biler i Focus-klassen eller derunder.
Størst rabat i S-Max prislisten finder vi på topmodellen 2,0 EcoBoost Titanium med 240 heste og seks-trins automatgear. Her falder prisen fra 552.000 kr. til 430.000 kr. Fortsat mange penge, men reelt ganske billigt for markedets nok bedste kombination af plads, power og køreegenskaber i en MPV. Fem siddepladser er standard, men S-Max kan opgraderes til et syv-personers rumfartøj for yderligere 22.000 kr.
S-Max fra 355.000 kr.
For mange familier er den knapt så kraftfulde 1,5 EcoBoost dog endnu mere interessant. Med 160 turboheste og et snitforbrug på fair 15,4 km/l er indkøb og driftsudgifter mere overkommelige – og selv om S-Max er uhyre velkørende, har man sjældent behov for mere power i en stor familiebil med far, mor og flere børn ombord.
Med Trend-udstyr og 76.000 kroners rabat fås S-Max nu til 355.000 kr. Med i prisen følger detaljer som 2-zoners automatisk klimaanlæg, fartpilot med fartbegrænser, varme i forsæderne, tågeforlygter, nøglefri start, læderrat, opvarmet forrude og Pre-Collision Assist med automatisk nødbremse og fodgængergenkendelse.
Er det ikke nok, koster det 15.000 kr. at rykke op i en Titanium med 17-tommer alufælge, fuld skærm-instrumentering, 8 tommers berøringsskærm med Ford SYNC 3 infotainment, automatisk op- og nedblænding af fjernlyset og udvidet sikkerhedspakke med aktiv sporassistent og skiltegenkendelse.
Slagtilbuddet på S-Max fortsætter ifølge Ford til og med udgangen af juni.
Læs også hvilkenbils test af Ford S-Max: Mere komfort i velkørende S-Max