Derfor kører Årets Bil lige op med tyske Tiguan

Der er mange gode grunde til, at Peugeot 3008 blev Årets Bil i Danmark 2017. Men hvordan klarer 3008 sig i direkte duel med VW’s vellykkede Tiguan? Hvilkenbils Jens Velling giver dig svaret. 

Jens_Velling_FBS8745

Peugeot 3008 blev en overraskende – nogle vil sige modepræget – vinder af titlen som Årets Bil i Danmark 2017. 3008 er nemlig lidt af et fashion statement: Ikke alene er den en crossover, tidens hurtigst voksende biltype. Efter i en årrække at have forsøgt på at være mere tysk end tyskerne selv, er 3008 også en tilbagevenden til Peugeots tradition for at designe biler med selvsikker fransk elegance.

Det vil sige, 3008 er mere sej end smuk med sine kantede skærme og djævelsk storgrinende kølergrill, der bare mangler en stinkende Gauloise i mundvigen for at ligne en fransk gadedreng.

Sådan er det i crossover-klassen. Fræk-fyr udstrålingen er netop forklaringen på, hvorfor biltypen er ved at udradere både strømlinede stationcars og familievenlige mpv’er fra salgslisterne.

Men træd så indenfor og du får det helt modsatte indtryk. Ikke noget rustikt Land Rover look, men Peugeots såkaldte i-cockpit med fuldt digitale instrumenter, der kan skifte form, farve og funktion efter behov.

High-tech brugerfladen er placeret i et førermiljø, der ikke er set mere avantgarde siden halvfjerdsernes udflippede Citroën-modeller: Rattet har go-kart størrelse, så du kigger over ratkransen for at se instrumenterne. Betjeningsknapper er der ikke mange af, og de er alle samlet i et lille klaver af tangenter i aluminium under skærmen i midterkonsollen. Og næsten bedst af alt: Plastoverfladerne, der bølger indad og udad er flere steder beklædt med stof. Det er haute car ture, som kun franskmændene laver det.

Jeg er vild med det – og så lever jeg et langt stykke af vejen med biltypens indbyggede minusser som højere vægt, højere tyngdepunkt og dermed tungere køreegenskaber.

Sådan er det også i konkurrenterne. Som VW’s Tiguan, der lige som den Golf den er baseret på, er så vellykket, at den på mange måder er den mellemstore crossover-klasses målestok.

Og hvordan klarer Årets Bil sig så mod den tyske reference?

Tres bien. VW vinder på pladsudnyttelse og udnytter sin mere avancerede undervogn til at køre en tand mere letfodet og komfortabelt. Men Peugeot 3008 styrer veloplagt og overgår klart den linial-designede Tiguan i mere følelsesbetonede discipliner som design, betjening og ikke mindst finish og kvalitetsindtryk. 3008 er simpelthen en mere lækker, spændende og fremadskuende bil. Netop den slags argumenter, der flytter bilkøbere i en tid, hvor bilerne groft sagt er bygget af stumper fra de samme underleverandører, og man derfor mere skiller sig ud på indpakning end indhold.

Regner man prisen med – Tiguan er hurtigt 50.000 kroner dyrere – kører Peugeot 3008 mindst lige op med målestokken fra Wolfsburg.

Pointen er, at Peugeot vinder på at droppe sin dødfødte ambition om at være et tysk bilmærke made in France. Ved i stedet at genopdyrke mærkets stærke tradition for at være fransk og anderledes på den fristende facon, har Peugeot skabt deres mest spændende model i mange år.

Derfor er 3008 den rigtige vinder af titlen som Årets Bil i Danmark. Også selv om nummer to – gudeskønne Alfa Giulia – kører langt bedre, men det er et helt andet og anderledes gammeldags eventyr, som du snart kan læse mere om her.

Læs test af de to biler her:

3008 sætter ny kurs for Peugeot

Højt til bens i firmaklassen med Tiguan

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here