Salget af dieselbiler rasler ned

Siden 2011 er andelen af nye dieselbiler faldet fra næsten halvdelen til en tredjedel, viser ny opgørelse.

Salg og leasing af nye dieselbiler er stærkt på retur, viser tal fra Danmarks Statistik for de seneste otte års indregistreringer, som Hvilkenbil.dk har analyseret.

Helt præcis udgjorde dieselbilerne 48,2 procent af alle nye biler, der fik nummerplader på i 2011. I 2018 var det til sammenligning kun 33,9 procent af alle nye biler, der havde dieselmotor.

Tendensen er faktisk endnu mere udtalt i første kvartal af 2019, hvor salget af dieselbiler kun udgør 27 procent.

Politisk ukorrekt
Den udvikling er der flere forklaringer på, vurderer redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling, som har fulgt bilbranchen tæt i mere end 25 år.

”Diesel er blevet politisk ukorrekt efter ‘dieselgate’ i 2015, hvor VW-koncernen blev afsløret i at snyde med dieselmotorernes udledning af NOx partikler. Det har påvirket salget af dieselbiler negativt,” siger Jens Velling.

Men samtidig hæfter han sig ved, at tallene fra Danmarks Statistik viser et endnu lavere salg af biler med dieselmotor på lige under 32 procent i 2013, 2014 og 2015.

Allerede inden de dårlige historier begyndte at klæbe til dieselmaskinerne, var danskerne altså på vej væk fra diesel, viser Hvilkenbil.dk’s opgørelse.

”På det tidspunkt var der allerede godt gang i en bevægelse mod downsizede turbobenzinmotorer, der i hvert fald teoretisk kørte længere på literen. Samtidig var dieselmotorer noget dyrere, så forbrugerne begyndte at trække mod benzin – i Danmark blev de både belønnet af lavere ejerafgift og billigere benzinbiler,” forklarer Jens Velling.

På det seneste har flere mærker luget ud i dieselbilerne i deres modelprogrammer og det sker løbende. For eksempel kan man ikke længere få dieseludgaver af biler som Opel Astra, Honda CR-V, Kia Rio og flere Toyota-modeller.

”Bilkøberne får simpelthen færre og færre dieselbiler at vælge i mellem, og det smitter selvfølgelig også af på salget,” forklarer han.

Dieselmotorer skal være moderne
I de første tre måneder af 2019 er dieselandelen som nævnt helt nede på 27 procent. Men markedsanalytiker på Bilbasen.dk Jan Lang understreger, at danskerne generelt ikke har nogle problemer med at køre diesel.

”Men de er bevidste om, at det skal være de nyeste motorer – de såkaldte Euro 6 norm motorer, der har været kravet siden 2015 – for ellers ved de godt, at der kan være nogle europæiske byer, de ikke må køre ind i og flere restriktioner kan dukke op,” siger Jan Lang.

På bilbasen.dk har man konstateret et faldende antal søgninger på dieselbiler generelt, men flere søger efter biler, der lever op til Euro 6 normen.

Jan Lang har et par tommelfingerregler til dig, der overvejer at købe en dieselbil:
”Du skal som udgangspunkt køre mindst 25.000 km om året, samtidig med at du skal køre minimum 30 km og 30 minutter pr. køretur om dagen f.eks. til og fra arbejde, for at dieselmotoren bliver gennemvarm.”

FDM råder derudover til, at din primære køretur indeholder minimal kø- eller tomgangskørsel, for at undgå at indsugningssystem og partikelfilter soder til. Det kan ende med dyre reparationer på dieselmotoren.

Danskerne tøver med at købe elbiler

[email protected]

1 COMMENT

  1. ”Du skal som udgangspunkt køre mindst 25.000 km om året, samtidig med at du skal køre minimum 30 km og 30 minutter pr. køretur om dagen f.eks. til og fra arbejde, for at dieselmotoren bliver gennemvarm.”

    Sikken noget sludder, sådan var det for 20 år siden.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here