Bilerne udleder stadig mere CO2

Det går den forkerte vej med CO2-udledningen fra biler, viser nye tal fra EU. Problemet skyldes flere SUVere og færre dieselbiler på vejene.

Stadig mere moderne biler burde være godt for miljøet. Men virkeligheden er, at CO2-udledningen stiger fra den europæiske bilpark. Ja, faktisk er det tredje år i træk, at bilerne slipper mere CO2 ud i atmosfæren. Det viser nye tal fra EEA, det europæiske miljøagentur.

Tidligere gik det ellers den rigtige vej. I perioden mellem 2010 og 2016 faldt bilernes CO2-udslip. Men i 2017 vendte udviklingen. Og i 2019, som EEA netop har offentliggjort de nyeste tal for, udledte en ny bil i gennemsnit 122,4 gram CO2 pr. km. Det er stigning på 1,6 gram sammenlignet med året før og det højeste tal siden 2014.

Udviklingen er på alle måder overraskende negativ. Både for miljøet, men også for bilproducenterne. Det gennemsnitlige CO2-udslip holder sig ganske vist under de 130 gr/km, som EU-grænsen lød på for 2019. Men de aktuelle 122,4 gram er langt over det væsentligt lavere gennemsnit på 95 gr/km, som EU begynder at indfase i år. Og det er dårligt nyt for bilproducenterne. Lever de ikke op til grænseværdierne, pålægges de enorme miljøbøder.

Mindre diesel, mere CO2

Ifølge Cinzia Pastorello, der er transportanalytiker i det europæiske energiagentur, skyldes den øgede CO2-udledning to ting: Flere SUV-biler og færre dieselbiler.

Det sidste lyder måske mærkeligt, for siden VW lavede dieselskandale i 2015, har dieselbiler været parkeret i skammekrogen med ry for at være særligt miljøbelastende. Forbrugerne har fældet en hård dom: For år tilbage lå der en dieselmotor i hver anden nye bil, der blev solgt i Europa. Sidste år var andelen skrumpet til 32 procent. Men selv om dieselbiler kan øge udledningen af sundhedsskadelige partikler, kører de længere på literen end benzinbiler. Derfor udleder de mindre CO2.

Samtidig har bilkøberne i Danmark og resten af Europa indledt en heftig kærlighedsaffære med de såkaldte SUV-biler. De er højere, tungere og mindre vindglatte end ’almindelige’ biler, og bruger derfor mere brændstof. Sidste år var knapt hver tredje nye bil, der blev solgt i Europa, en SUV. Det er også med til øge udledningen af CO2, forklarer Cinzia Pastorello i et interview med Sveriges Radio.

Truslen om store miljøbøder forventes dog at skubbe til en udvikling, hvor CO2-udslippet fra nye biler igen begynder at falde. Bilproducenterne er nærmest pisket til at gøre noget radikalt. Og det gør de fleste af dem også ved at lancere stadig flere hybrid- og elbiler. Udviklingen ventes at tage fart i 2021, hvor EU’s krav om et gennemsnitligt CO2-udslip på blot 95 gr/km træder i kraft.

Fakta om regler for CO2-udslip:

EU strammer løbende miljøkravene til nye biler.

Fra 2021 må nye biler i gennemsnit kun udlede 95 gr CO2 pr. km.

Bilproducenter, der ikke overholder grænsen, skal betale en bøde på 95 euro (ca. 710 kr.) pr. ekstra gram pr. bil.

Det er tilladt at udregne et gennemsnit for alle modeller, som et bilmærke sælger. Det giver fortsat mulighed for at sælge kraftige biler med et højt udslip – men de skal ’modregnes’ af små, brændstoføkonomiske bilmodeller.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here