Elbilister risikerer at betale overpris for strøm

ladestandere

Prisen for at lade en elbil op varierer fra 2,50 til over ni kroner pr. kWh. Konkurrencerådet vil granske det uregulerede marked.

Hvad siger du til at betale 27 kroner for en liter benzin, bare fordi du ikke er kunde hos netop det benzinselskab, du tilfældigvis holder ved med din tørstige bil?

Nej, vel. Det vil du jo ikke. Og det sker ikke. For uanset hvilken tankstation, man lander hos, behøver man ikke at være abonnementskunde hos netop det selskab. Så man tanker bare op, betaler den helt gennemskuelige markedspris med sit kundekort, sit betalingskort eller med kontanter og kører videre.

Literprisen svinger groft sagt ikke mere end 10 øre fra tankstation til tankstation, og sådan har det nærmest altid været. Markedet er reguleret, helt gennemskueligt, og udbyderne skilter stort med literprisen. Man kan være sikker på ikke at blive taget ved næsen.

Helt anderledes forholder det sig med kWh-prisen, når man har været så miljøvenlig at anskaffe sig en helt eller delvist eldrevet bil. Markedet for de priser, som ladeoperatørerne tager for strømmen, er mildest talt ureguleret og uigennemskueligt. kWh-prisen fremgår kun sjældent af ladestanderne, og hvis man bliver nødt til at lade hos et selskab, man ikke er kunde hos, skal man virkelig se sig for. Ellers risikerer du at komme til at betale overpris for strøm til din el- eller ladehybridbil.

Som elbilist betaler man nemlig mellem 2,50 og 9,14 kroner for en kWh, hvilket ville svare til, at »literprisen på benzin skulle svinge fra 7,50 til 27 kroner«, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Derfor er styrelsen af Konkurrencerådet blevet bedt om at analysere markedet for opladning af elbiler.

Den forkætrede ad hoc-opladning

I øjeblikket er der 11 udbydere af offentlige ladestandere. De to store – E.ON og Clever – dækker henholdsvis 46 og 41 procent af markedet, viser en rapport fra Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Det er af samme rapport, at det fremgår, at prisen er op til 9,14 kroner pr. kWh ved den såkaldte ad hoc-opladning, når man bliver nødt til at lade hos udbydere, som man ikke har abonnement hos.

Har man abonnement hos en udbyder, hvad de fleste må formodes at have, betaler man en fast pris hver måned uanset forbrug. Men da det ifølge loven skal være muligt at lade uden et direkte kundetilhørsforhold, betales der pr. kilowatt-time, når man lader op hos en »fremmed«. Det kan man jo blive nødt til, hvis ens udbyder ikke lige er inden for rækkevidde, og elbilen har akut brug for strøm. Og her er det så, at der er risiko for at komme til at betale overpris for strøm.

E.ON tager mest

Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet henviser til Plugsurfing.com, der ved stikprøver har fundet frem til, at ad hoc-priserne pr. kWh er op til 6,67 kroner hos Clever og op til 9,14 kroner hos E.ON.

Plugsurfing er en såkaldt e-mobilitetstjeneste, og ved hjælp af Plugsurfing-appen kan man lade hos flere operatører – Clever, E.ON og Sperto – med samme brik, og kWh-prisen vil altid fremgå. Men prisen vil altså være højere, og i nogle tilfælde meget højere, end hvis man er kunde hos den enkelte udbyder.

Derfor er der al mulig grund til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen retter det kritiske blik mod markedet for opladning af elbiler, fastslår Konkurrencerådet.

Dem, der stadig kører fossildrevne biler, vil jo aldrig finde sig i at skulle betale op til 27 kroner for en liter benzin, bare fordi man ikke er kunde hos netop det benzinselskab, man tilfældigvis har valgt at tanke op ved.

På de danske veje kører p.t. cirka 32.000 elbiler og 30.000 plug-in-hybrider. I september udgjorde de 46 procent af det samlede bilsalg. Antallet af offentlige ladestandere er i øjeblikket omkring 3.500.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here