En dansk familie har udsigt til at betale ca. 2.450 kroner mere til benzin i år. Benzinprisen har kurs mod 18.000 kr. om året i gennemsnit.
Benzinprisen har været på himmelflugt gennem efterhånden en hel del måneder, og i oktober endte den gennemsnitlige listepris for en liter benzin på 14 kroner. Det er hele 2,8 kroner mere end i oktober 2020, oplyser cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig i Realkredit Danmark, der har kigget på prisudviklingen for ’de dyre dråber’ de seneste godt 40 år, der findes data for.
Har slår fast, at vi ikke tidligere har oplevet en så kraftig årlig prisstigning.
Og faktisk kan den rekord blive slået lige om lidt: Den 1. november var listeprisen på 14,19 kroner pr. liter, og hvis det ender som gennemsnittet for november, så er det hele 3,26 kroner dyrere end november sidste år.
Dyreste år siden 2012
Hvis benzinprisen holder sig nogenlunde på dagens niveau gennem resten af året, så vil benzinregningen samlet set ende på i omegnen af 17.885 kroner i år. Det er med et udgangspunkt på 20.000 kørte kilometer om året, 14,5 kilometer pr. liter benzin samt tankning til officielle listepriser.
”Dermed kan vi i så fald konstatere, at 2021 er det dyreste benzin-år siden 2012 – og målt nominelt det næstdyreste benzin-år i perioden fra 1980 og frem til i dag,” siger Christian Hilligsøe Heinig.
Og dog…
Det er dog en sandhed med modifikationer, uddyber cheføkonomen fra Realkredit Danmark.
Han har korrigeret benzinprisen for både inflation og lønudviklingen, og så er vi ikke længere oppe på rekordhøje niveauer i en historisk kontekst.
Korrigerer man listeprisen for benzin i forhold til inflationen, så lå den tilbage i sommeren 1981 på et niveau i dagens termer på omkring 15 kroner pr. liter, og målt i forhold til vores købekraft – altså korrigeret for lønudviklingen – svarer det til, at benzinprisen i dag skulle koste små 24 kroner pr. liter, viser beregningen.
”Så selv om vi synes, det er dyrt i dag, så har vi altså væsentligt bedre råd til det, end man havde dengang. Dertil kommer jo også, at bilerne i dag kører noget længere på literen. Det er der ikke korrigeret for i disse beregninger,” siger Christian Hilligsøe Heinig.
Nærmest billig
Sættes benzinpriserne i forhold til inflationen ender 2021 således som det 9. dyreste benzin-år siden 1980 – altså over en periode på 42 år.
Inddrages alternativt lønudviklingen fremstår benzin-året 2021 pludselig i den billigere ende af skalaen i en historisk kontekst – her er der således tale om det 25. dyreste år siden 1980.
2020 var faktisk det billigste år i en historisk kontekst. Her var den nominelle listepris på benzin også helt nede og ramme 9,69 kroner pr. liter i kølvandet på første bølge af Corona-krisen, der kortvarigt gav en voldsom opbremsning i den økonomiske aktivitet.
For de fleste er det dog nok en ringe trøst, at benzinen har været dyrere tidligere i historien målt i forhold til både inflationen og købekraften.
Bundlinjen er trods alt, at vi kommer til at opleve en mærkbar højere benzinregning i år i forhold til sidste år. Holder de aktuelle prisniveauer på benzin sig gennem resten af i år, så vil en typisk dansk familie komme til at betale i omegnen af 2.445 kroner mere til benzin i år i forhold til sidste år.