Audi planlægger en elektrisk afløser for sportsvognen TT

elbiler

Elektriske sportsvogne er der alt for få af. Men det synes Audi at gøre noget ved. Sydtyskerne overvejer at genoplive TT som elbil.

Efterhånden som elbiler bliver mere og mere almindelige, vokser ønsket om andet end elbiler i SUV-habit og hurtige sedan’er i performance-udgaver, der har det bedst med at køre ligeud. 

Drømmen er små, svingglade coupeer med fokus på sportslige køreegenskaber og med tilstrækkelig power til at vække ideen om gode, gamle sportsvogne til live igen.

De drømme har Audi også. Drømmen er at genoplive coupeen TT, der for mere end 25 år siden ændrede Audi for altid. Ændrede Audi fra at være et prestigemærke til også at være et mærke med fokus på passion.

Ifølge det britiske magasin Car, der har kilder dybt inde i Audis hjertekammer, arbejder ingeniørerne med fire koncepter. Alle med tydelige referencer til 1980’ernes heftige Quattro-modeller, der begejstrede rallyverdenen, og til den ikoniske TT fra 1998.

Med Porsche-teknik

Den, der først bliver til en elektrisk virkelighed, synes at være TT’eren. En fuldelektrisk TT, der tager godbidder fra de kommende Porsche Cayman og Boxster og kombinerer med avanceret software fra den elektriske Macan

Internt har bilen kodenavnet TT Evo og ventes at blive produktionsklar i 2027. 800 Volts-teknologi på Volkswagen-koncernens SSP Sport-platform, som Porsche står for udviklingen af, er planen, og vilde rygter siger en ydelse på op til 700 hestekræfter. Mindre kan gøre det, men i hvert fald er tanken en masseproduceret TT Evo med masser af aluminium og kulfiber, firehjulstræk og aktiv aerodynamik.

En elektrisk version af R8?
elbiler
Audi-ingeniørerne drømmer om en elektrisk udgave af R8’eren.

Fra samme rygtebørs tales om en elektrisk version af den udgåede R8, der internt har betegnelsen Avus Evo. Den planlægges til 2028, udgangspunktet er et batteri på mere end 120 kWh og to elmotor med i alt langt over 1.000 hestekræfter.

Audi skulle også være i gang med udviklingen af en fornyet udgave af e-tron GT. Ganske som nu baseret på samme teknik som Porsche Taycan. Britiske Car spekulerer i, om Avus Evo i virkeligheden er den næste e-tron GT.

Uanset hvad: Herfra lyder et stort “ja tak” til de producenter, som vil berige os med elektriske sportsvogne, der kan andet end accelerere voldsomt og køre hurtigt ligeud. Og kan de samtidig blive halvfolkelige, forstået på den måde at de ikke bliver for dyre, er taknemmeligheden endnu større.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here