64 pct. af danskerne vil vælge en elbil eller ladehybrid, næste gang de skal have bil. Men der er store regionale forskelle.
Bilsalget viser det allerede, og en ny undersøgelse bekræfter tendensen: Et stort flertal af danskerne vil vælge en bil, der i et eller andet omfang kører på el, næste gang de køber eller privatleaser en ny bil. Det viser undersøgelsen Elbilindeks 2024, foretaget af analyseinstituttet Norstat for Danmarks største ladeoperatør, Clever.
I undersøgelsen svarer 64 pct. af danskerne, at deres næste bil enten skal være en elbil eller en ladehybrid. Fordelingen mellem de to biltyper er henholdsvis 44 pct. elbiler og 22 pct. ladehybrider.
78 pct. flere elbiler på et år
Undersøgelsen viser dermed, at danske bilister for alvor er begyndt at omstille fra fossile brændstoffer til el. Samme udvikling ses i det danske bilsalg: I april rundede antallet af elbiler på de danske veje 234.000. Det er en massiv stigning på 78 pct. i løbet af det seneste år.
”Fornuften har sikret elbilen en plads i danskernes hjerter og indkørsler. For elbilen er bare det mest fornuftige valg for langt størstedelen af danskerne. Økonomisk set. Praktisk set. Og miljømæssigt. Og da vi er et fornuftigt og pragmatisk folkefærd, som vil have valuta for pengene, rammer elbilen plet hos så mange,” siger Lasse Grosby Hallqvist, elbilekspert hos Clever.
Jysk rækkeviddeangst
Bag den store opbakning til elektriske biler er der store, regionale forskelle. Det handler om rækkeviddeangst, der fortsat spiller en rolle i dele af Danmark, hvor man oftere kører langt, og der er længere mellem ladestanderne.
I undersøgelsen svarer 50 pct. af vestjyderne og 48 pct. af nordjyderne, at den største udfordring ved at vælge en elbil frem for en benzin- eller dieselbil er, at elbilen ikke kører langt nok på en opladning. Tilsvarende tal for københavnerne, sjællænderne og fynboerne er henholdsvis 34 pct., 38 pct. og 38 pct.
Bekymringen for, om rækkevidden er tilstrækkelig, er dog ikke større, end at 55 pct. af vest- og nordjyderne faktisk vil vælge en elbil eller ladehybrid næste gang. Her ligger nordsjællanderne, københavnerne og østjyderne helt i top med henholdsvis 72, 68 og 68 pct. opbakning til biler, der kører på strøm.
Med en reel rækkevidde på 300 km eller mere i moderne elbiler, mener Clevers elbilsekspert dog, at rækkeviddeangsten er overdrevet:
”Rækkeviddeangst er groft sagt noget, som folk i benzinbiler har. Selv om man kører 80-100 km om dagen, skal man stadig kun lade sin elbil hver tredje dag. Og har man indkørsel med plads til egen ladeboks, er rækkevidden nærmest ligegyldig. Alligevel er det det, danskerne i vores Elbilindeks ser som den største udfordring ved at vælge en elbil,” siger Lasse Grosby Hallqvist.
’Naboeffekten’
Han forklarer, at der især er to forhold, der udmønter sig i forskellige holdninger til elbiler i Danmark.
”Det første er kørselsbehov og lademuligheder. Afstandene på Sjælland, og i Københavnsområdet især, er kortere, og der er mange offentlige lademuligheder, som kan dæmpe rækkeviddeangsten. Det gør springet til elbil mere oplagt.”
Det andet kalder Lasse Grosby Hallqvist for ‘naboeffekten’.
“Hvis naboen har en elbil og er glad for den, er du mere tilbøjelig til at vælge elbil selv. Det er en selvforstærkende effekt, fordi det virker nemmere at vælge elbil i hovedstaden, og dermed vil flere naboer blive positivt stemte overfor elbilen. Men eldrevne biler er også det fornuftige valg, selv om man bor i Jylland. Så en større udbredelse af elbilen vil også ske i det jyske, bare ikke i lige så højt tempo endnu,” siger Clevers elbilsekspert.
Fakta om Elbilsindeks 2024
Spørgsmål: Hvad ser du som de største udfordringer ved at vælge en elbil frem for en benzin- eller dieselbil?
Elbiler kører ikke langt nok på en opladning:
Total: 40 pct.
Hovedstaden: 34 pct.
Nordsjælland: 42 pct.
Sjælland: 38 pct.
Fyn: 38 pct.
Sydjylland: 41 pct.
Vestjylland: 50 pct.
Østjylland 41 pct.
Nordjylland: 48 pct.
Spørgsmål: Forestil dig, at du skulle købe eller lease en bil i morgen. Hvilken bil ville du vælge?
Total: Elbil (42 pct.) – ladehybrid (22 pct.)
Hovedstaden: Elbil (43 pct.) – ladehybrid (25 pct.)
Nordsjælland: Elbil (54 pct.) – ladehybrid (18 pct.)
Sjælland: Elbil (45 pct.) – ladehybrid (20 pct.)
Fyn: Elbil (39 pct.) – ladehybrid (25 pct.)
Sydjylland: Elbil (36 pct.) ladehybrid (22 pct.)
Vestjylland: Elbil (38 pct.) ladehybrid (17 pct.)
Østjylland: Elbil (46 pct.) – ladehybrid (22 pct.)
Nordjylland: Elbil (35 pct.) – ladehybrid (20 pct.)
Om undersøgelsen: Data til Clevers Elbilindeks 2024 er indsamlet via Norstats panel i februar 2024. Undersøgelsen er gennemført blandt 2.500 danskere i alderen 18-75 år, hvoraf det er sikret, at minimum 300 kører elbil. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, og uddannelse.