Fly har haft det i årevis. Nu skal alle nye biler også have sorte bokse, der kan være med til at klarlægge, hvorfor ulykker sker.
‘Event Data Recorder’ (EDR) er navnet på de sorte bokse, som fra 7. juli skal findes i alle nyindregistrerede biler. Boksen skal hjælpe myndighederne med at finde ud, hvorfor ulykker sker. Ideelt set vil de sorte bokse resultere i øget trafiksikkerhed og færre ulykker.
EDR-boksen er et højteknologisk instrument. Data gemmes fra fem sekunder, før ulykken sker, til 300 millisekunder efter ulykken. Registreringen finder sted, hvis EDR-boksens sensorer indenfor 150 millisekunder registrerer en hastighedsændring på 8 km/t eller mere. Uanset om det er i kørselsretningen eller på tværs. Den gemmer også det registrerede, hvis for eksempel selestrammerne aktiveres, eller en airbag udløses.
Ved rekonstruktionen af en konkret ulykke vil myndighederne blandt andet kunne aflæse hastighed, speederens og bremsepedalens position, motorens omdrejningstal, ABS- og ESC-systemernes funktion, ratudslag og tidspunkter for udløsning af airbags.
Myndighederne kan overtrumfe
De data, som gemmes af EDR-boksen, er omfattet af EU’s regler for persondatabeskyttelse, kaldet GDPR (General Data Protection Regulation).
Dataene tilhører derfor brugeren/ejeren af bilen. Netop på grund GDPR-reglerne vil ingen personfølsom registrering kunne henføres til en konkret person, men alle lagrede oplysninger vil udelukkende kunne knyttes til bilens identifikationsnummer, VIN-nummeret (Vehichle Identification Number).
Forud for myndighedernes eventuelle udlæsning af data skal brugeren/ejeren af bilen i princippet give tilladelse. Men i tilfælde af at myndighederne ønsker at klarlægge årsagen til en ulykke med dødsofre eller svært tilskadekomne, kan såkaldte overordnede hensyn tilsidesætte brugerens/ejerens grundlæggende rettigheder.
Kravet om en ‘Event Data Recorder’ har været gældende i alle biler, som er blevet typegodkendt siden juli 2022. Men fra 7. juli i år skal alle nyindregistrerede biler altså have monteret en sort boks.
Er du interesseret i mere viden om EDR, kan tyske ADAC’s hjemmeside anbefales.
Af redaktionen