Ved hjælp af en app kan ejere af fossil-BMWere se, hvordan det ville være at køre i tilsvarende BMW-elbiler.
Kan man køre langt nok på en opladning? Er der en ladestander i nærheden? Og hvad koster en kWh?
Det er nogle af de spørgsmål, der afholder mange fra at skifte deres nuværende fossilbil ud med en elbil. Ikke mindst i Tyskland, hvor mange bilejere er skeptiske og – fejlagtigt – tror, at der mangler ladestandere.
Nu kommer BMW de bekymrede BMW-ejere til undsætning. Med appen Electric Vehichle Analysis – det kan oversættes til ‘elbil-analyse’, kan ejere af fossildrevne BMWere få et indtryk af, hvordan det ville være et køre i BMW-elbiler i stedet.
Omregner kørsel til opladninger
Appen kobler sig på fossil-BMWens kørecomputer og indhenter data om bl.a. strækninger, tid og forbrug. Efter mindst 200 køreture og en samlet distance på 2.000 kørte kilometer, kan appen bl.a. fortælle, hvor mange opladninger det ville have krævet at foretage de samme køreture i en elbil. Og her kan appens ejer selv vælge, hvilken elektrisk BMW hun eller han vil sammenligne. Det kan være alt fra den kompakte iX1 til den store limousine i7.
Appen kan også bruges til Mini, der er en del af BMW-familien.
Hjælp til at vælge
Idéen er give bilejere af fossilbil et godt indtryk af, hvordan det ville være at køre på el i stedet. På den måde kan man komme af med evt. rækkeviddeangst og i det hele taget blive klædt på til at tage en beslutning om, hvilken elbil der vil passe til ens behov.
”Elbiler kan allerede indpasses i mange kunders daglige rutiner – udfordringen er bare, at mange af dem ikke har prøvet det (at køre elbil, red.) endnu. Vores app hjælper vores kunder med at foretage et velbegrundet valg af motortype,” forklarer Dirk Wiedmann, SVP for BMWs salg og strategi inden for digitalisering.
Electric Vehichle Analysis appen fungerer i BMW- og Mini-biler, der kører med OS 7 system eller nyere.
Appen kommer også med forbedret ruteplanlægning og flere muligheder for at se faciliteter i nærheden af ladestationer. Sidst men ikke mindst giver den mulighed for at se priser på opladning hos en lang række ladeoperatører.
Elektrisk succes for BMW
Mens mange af BMWs tyske konkurrenter sælger færre elbiler end forventet, har BMW stor succes med deres ’tre-i-én’ strategi. Hvor for eksempel Mercedes har satset på dedikerede elbiler i et mere futuristisk og vindglat design, tilbyder BMW i stedet biler, der både er lavet til el- og forbrændingsmotorer i et konventionelt design.
I årets første kvartal solgte BMW mere end dobbelt så mange elbiler som rivalerne Audi og Mercedes.