Det kan være næsten 1.000 kr. billigere om måneden at eje og køre i elbil end en tilsvarende benzinbil, viser ny FDM-beregning.
End ikke store prisfald og dermed værditab rokker ved, at en elbil er væsentligt billigere at eje og køre i end en benzinbil.
Sådan lyder en af konklusionerne i bilistklubben FDMs nyeste analyse af, hvad det koster at eje en række forskellige biltyper i klasserne mellem 150.000 og 400.000 kr.
Danske forbrugere har også opdaget prisfordelen ved elbiler. Det er en af forklaringerne på, at elbiler stod for mere end halvdelen af det samlede danske nybilsalg i 2024.
Spar 10.000 kr. årligt
Ifølge FDMs omkostningsanalyse er det mellem 8.000 og 10.000 kr. billigere om året at eje en elbil end en benzinbil. Beregningerne inkluderer alle udgifter til at eje en bil over fem år / 100.000 km. Også den største udgift, værditabet, der har vist sig at være særligt stor for elbiler på grund af den fortsatte priskrig på elbiler.
Når elbiler alligevel ender med at være markant billigere end benzinbiler, handler det først og fremmest om udgiften til den energi, som bilerne kører på.
Elprisen er faldet
Mens benzinpriser stiger, er strømmen blevet billigere. Elprisen varierer fortsat meget mere end benzinprisen, men har man mulighed for at lade hjemme med refusion, er det langt billigere at køre på strøm. I særlige perioder med negative elpriser, vil det ligefrem være muligt at få penge for at lade elbilen op.
FDM regner med en gennemsnitspris på 1,30 kr. pr. kWh ved hjemmeladning og 3,50 kr. pr. kWh ved offentlig lynladning. I beregningerne foretages 80 pct. af opladningen hjemme og 20 pct. ude på offentlige ladestandere.
FDM forventer, at elpriserne vil holde sig på et lavt eller endda faldende niveau i 2025. Til sammenligning vil benzinpriserne formentlig stige. Dermed kan elbilejere se frem til at spare endnu flere penge i år sammenlignet med ejere af benzinbiler.
Køb bil for 100.000 kr. mere
En anden konklusion er, at de samlede udgifter ved at eje en elbil til 400.000 kr. stort set svarer til udgifterne ved at eje en benzinbil til 300.000 kr.
Ifølge FDMs beregninger koster det i alt 7.323 kr. om måneden at eje en elbil. Den tilsvarende månedlige udgift for en benzinbil til 300.000 kr. er 7.001 kr.
Du kan med andre ord tillade dig at betale næsten 100.000 kr. mere for en elbil end en tilsvarende benzinbil og så ende med stort set samme udgift over en periode på fem år / 100.000 kr.