Med OK-appen kan man nu lade på alle E.ON’s ladestandere i Danmark. Planen er at udvide samarbejdet til E.ON’s ladere i Europa.
En lidt nemmere adgang til opladning af elbilen har nu fået et skub fremad, da OK og E.ON har indledt et samarbejde. Man skal dog have OK’s app for at kunne udnytte samarbejdet. De to udbydere har nu tilsammen 6.500 offentlige ladepunkter i Danmark.
Af de 6.500 ladestandere, som OK og E.ON Drive Infrastructure (EDRI), der er E.ON’s fulde navn, nu råder over, er knap 700 af dem lynladere. Dermed har OK/E.ON samlet det næststørste lynlader-netværk i Danmark (se tabel i bunden af artiklen). De to ladeudbydere råder desuden over godt 800 hurtigladere. En lynladers effekt er minimum 100 kWh, en hurtigladers mellem 22 og 100 kWh.
Når de to udbydere udvider samarbejdet ud over Danmarks grænser, vil der for alvor være perspektiver i det, da E.ON er stærk i dele af Sverige og Norge, i store dele af Tyskland samt i Tjekkiet og Slovakiet. Hvornår samarbejdet bliver grænseoverskridende, vides endnu ikke.
Siden april 2024 har det i EU været forbudt at opkræve forskellige priser ved samme ladestander, hvis man for eksempel starter opladningen på forskellig måde. Altså enten med ladebrik eller med betalingskort.
Ved alle ladere, som er opstillet efter april 2024, skal man desuden kunne betale med betalingskort, ligesom prisen pr. kWh skal fremgå af den enkelte ladestander.
Over 30.000 offentlige ladestandere
Den seneste opgørelse fra Mobility Denmark viste, at der er ved årsskiftet var i alt 30.439 offentlige ladepunkter i Danmark. Et år tidligere var der godt 17.000. Pr. 1. januar var 4.000 af dem lynladere – en stigning på 154 pct. fra 1. januar 2023.
De største udbydere af lynladere
Udbyder | Antal offentlige lynladere (+100 kWh) |
Clever | 1.029 |
Tesla | 630 |
CircleK | 506 |
Norlys | 504 |
OK | 356 |
E.ON | 327 |
EWII | 187 |
Q8 | 158 |
Shell | 128 |
Uno-X | 108 |
Allego | 106 |
Ionity | 102 |
Kilde: elbiil.dk pr. 21. februar 2025
|
Af redaktionen