Mini scorer maks i Euro NCAP-crashtest

Euro NCAP Mini Cooper E

Den elektriske Mini Cooper, der bliver bygget i Kina, scorer topkarakter i Euro NCAP-crashtest. Også Audi A6 e-tron får fem stjerner.

Selvom man er lille, kan man godt have store ambitioner. Og selvom man bliver bygget i Kina, kan man sagtens være en sikker bil. Begge dele gælder den elektriske Mini Cooper, som Euro NCAP netop har belønnet med fem fornemme stjerner.

Samtidig med crashtesten af BMW-ejede Mini Cooper E har Euro NCAP kørt den noget større Audi A6 e-tron mod muren. Den store tysker er – som forventet – også en meget sikker bil.

Euro NCAP Mini Cooper E
Den elektriske Mini slipper mere end hæderligt fra Euro NCAP crashtesten.

Euro NCAP er imponeret over den blot 385 centimeter lange Minis præstationer, der kun ligger marginaler under A6’erens. Mini Cooper viser, at det er muligt både at være en lille fun to drive-elbil uden at gå på kompromis med sikkerheden, fremhæver Euro NCAP. 

Måske Euro NCAP her prikker lidt til Renault 5 E-Tech. Den måtte i 2024 nøjes med fire ud af de fem stjerner. Det vakte i hvert fald nogen opmærksomhed, da norske Motor efter kåringen af Renault 5 til Årets Bil i Europa kritiserede, at juryen valgte en firestjernet bil til årets bedste. 

Teknisk er der ikke noget til hinder for, at en lille bil kan opnå fem stjerner. Men når en ny bil nøjes med fire eller færre stjerner, er det udtryk for, at producenten prioriterer pris frem for sikkerhed. Og sikkerhed vejer altså mindre tungt end pris, hvilket Årets Bil-juryen også medgav overfor motor.no. I danske priser er forskellen på Renault 5 E-Tech og Mini Cooper E 100.000 kroner – franskmanden koster fra 185.000, Mini fra 282.000 kr.

A6 e-tron er ikke komplet
Euro NCAP Audi A6 e-tron
Audi A6 e-tron er sikker for sine passagerer, men hård ved bløde trafikanter.

Audi A6 e-tron er som storebror Q6 e-tron i særklasse god til at passe på passagererne i bilen, når ulykken sker. Til gengæld behandler A6 e-tron faktisk bløde trafikanter mindre pænt. Det skyldes bl.a., at teknologi, der advarer, hvis man er ved at åbne døren foran en cyklist, og en automatisk nødbremse, hvis man er ved at bakke ind i en forhindring, er standardudstyr i Q6 men ikke i A6.

Selvom den billigste udgave af A6 e-tron koster 570.000 kr., er der alligevel noget sikkerhedsudstyr, som ikke er standard. For at få det mere avancerede er prisen minimum 610.000 kr.

En video af Mini Cooper E-crashtesten kan ses ved at klikke på linket her. Audi A6 e-tron-testen kan ses her.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here