De næste tre måneder holder Ford lager-udsalg på elbilerne Explorer og Capri. Du sparer 20.000 kr. på alle varianter.
Den allestedsnærværende priskrig på elbiler rammer nu også Ford. Til og med juni giver Ford 20.000 kr. i rabat på alle varianter af de to elbiler Explorer og Capri. Tilbuddet gælder lagerbiler.
Kampagnen på Fords elbiler var ventet. Dels har Explorer og Capri været presset af prisfald på konkurrenter som Renault Scenic, Cupra Tavascan, Hyundai Ioniq 5, Peugeot E-3008, Toyota bZ4X og søsterbilen ID.4, som Fords to elbiler deler teknik med. Dels har Ford svært ved at sælge elbiler i det meste af Europa.
Langt nede på salgslisten
Selv om salget af elbiler boomer i Danmark, hober lagrene af usolgte elbiler sig derfor op. Især syd for grænsen. Herhjemme er Ford næppe helt tilfredse med salget af Explorer og Capri. I årets første to måneder indtager de henholdsvis plads nummer 33 og 61 på listen over det danske bilsalg. Et lager-udsalg, der barberer 20.000 kr. af prisen, skal gøre Explorer og Capri mere konkurrencedygtige.
Med kampagnen begynder priserne for Explorer nu fra 280.000 kr. for en Select med 125 kW motor og 378 km rækkevidde. Capri koster 20.000 kr. mere for samme model, der dog har lidt længere rækkevidde på 393 km.
Som bilkøber skal du være opmærksom på, at Ford forlanger 8.300 kr. ekstra for en varmepumpe til alle Explorer og Capri. Den er stærkt anbefalelsesværdig, fordi den giver længere rækkevidde i koldt vejr.
Garanti udvidet fra to til fem år
Tilbuddet er bakket op af udvidet garanti. 13. marts øgede den danske Ford-importør garantien fra to til fem år / 100.000 km på alle mærkets elbiler.
Garantien består af to års fabriksgaranti efterfulgt af tre års såkaldt Ford Protect-garanti, som den danske importør står bag. Garantien gælder kun for ny-indregistrerede biler solgt af importøren NCG Motor Company gennem autoriseret Ford forhandler.