Dacia-flagskibet Bigster lanceres til 340.000 kr. med mulighed for firehjulstræk men ingen diesel. Dansk premiere sidst i maj.
Renaults rumænske discountmærke Dacia har fået både vokseværk og ambitioner med Bigster. Mærkets topmodel bliver den hidtil største, mest veludstyrede og dyreste Dacia nogensinde.
Priserne begynder ved 340.000 kr. Det dufter jo ikke af discount. Heller ikke når man kigger på konkurrenter som Nissan Qashqai (fra 305.000 kr.), Skoda Karoq (fra 363.000 kr.) og Suzuki S-Cross fra 252.000 kr.
Men som Dacia selv skriver om Bigster, får man til gengæld mere af det hele.
Firehjulstræk til samme pris
Bigster er en ægte SUV med en længde på 4,57 meter. Basisudgaven Expression kommer med en 155 hestes hybridmotor, der kombinerer en 1,8 liters 4-cylindret benzinmotor med 109 hk med to elmotorer på 55 hk. Det hele koblet til en automatgearkasse.
Højst usædvanligt kan man vælge firehjulstræk til samme pris. Så kører Bigster med en traditionel turbobenzinmotor med 130 hk og manuelt gear. Diesel er ikke længere en mulighed i det danske Dacia-program.
Basisudstyret omfatter 17-tommer alufælge, 10-tommers infotainment, to-zone klimaanlæg, p-sensor og bakkamera, regnsensor og 40/20/40 splitbagsæde.
For 20.000 kr. ekstra rykker du op i Extreme. Her er 18-tommer hjul, integrerede tagbøjler, panoramasoltag, nøglefri betjening, gummimåtter, navigation, 3D lyd og hill descent med i pakken.
Mere udstyr og komfort
Bigster er den første Dacia, der kan fås med to-farvet lak og panoramasoltag.
Akustisk forrude, tykkere sideruder og mere støjdæmpning skal også gøre Bigster til den hidtil mest støjsvage Dacia.
Hybridmotorer, adaptiv fartpilot, eljusterbare forsæder og elektrisk bagklap giver Bigster mere high-tech end vi normalt forbinder med Dacia.
Det gælder også komforten, der er forbedret med automatisk to-zone klimaautomatik, mere plads på bagsædet, bedre polstrede sæder og tykkere tæpper.
Billigere elbiler
Dacia stepper med andre ord op med Bigster. Men rykker så også op i en prisklasse, hvor der er flere og kompetente konkurrenter.
I Danmark udfordres Bigster af, at elbiler kun er belagt med beskeden afgift. Selv den billigste Bigster skal dermed også konkurrere med mere potente og langt bedre udstyrede elbiler som Renault Scenic, Cupra Tavascan, Skoda Elroq og Peugeot E-3008, der alle tilmed er billigere.
Det kan blive svært. I modsætning til store dele af Sydeuropa, hvor elbiler ikke har samme afgiftsfordel, og Dacia er blandt de mest populære bilmærker.
Bigster når frem til de fem dansek Dacia-forhandlere sidst i maj. Allerede nu kan bilen dog bestilles på mærkets hjemmeside.