Teslas kontroversielle Cybertruck ligner efterhånden en historisk fiasko, skriver mediet Forbes. Salget er langt under forventningerne.
Da Tesla i 2019 afslørede Cybertruck, vakte det stor opsigt – både på grund af det kantede, futuristiske design og Musks løfter om revolutionerende teknologi. Men nu, over fem år senere, er virkeligheden en anden.
I det amerikanske erhvervsmedie Forbes sammenlignes Cybertruck nu med de helt store fiaskoer i bilhistorien som Ford Edsel, som blev taget af markedet efter et par år, Ford Pinto der viste sig at kunne eksplodere og den kantede Pontiac Aztek, som flere mente var verdens grimmeste bil.
”Det er på niveau med Edsel. Voldsomme ambitioner, som er blevet en stor fiasko, siger Eric Noble, præsident for konsulentfirmaet CARLAB og professor ved ArtCenter College of Design i Pasadena, til Forbes.
Avisen skriver med henvisning til de helt store fiaskoer i bilindustrien, at Tesla-chef Elon Musks ”favoritprojekt, den skraldevognslignende Cybertruck, nu topper listen.”
Kritikken kommer efter at det kun lykkedes at sælge 40.000 Cybertrucks i 2024, det første fulde produktionsår for Teslas elektriske pick-up truck i rustfrit stål. Så sent som i november 2023 sagde Elon Musk, at Tesla havde ordrer på én million Cybertrucks og at man forventede at bygge 250.000 årligt.
Høj pris og lav rækkevidde
Tesla har også fået kritik for, at prisen på Cybertruck er langt højere end de oprindelige løfter. Da modellen blev præsenteret, sagde Elon Musk, at den ville starte ved 40.000 dollars (godt 270.000 kr.), men i dag koster den billigste version omkring 61.000 dollars i USA (415.000 kr).
Samtidig har rækkevidden skuffet mange. Den kraftigste version har en rækkevidde på ca. 515 km. Det er væsentligt mindre end konkurrenter som Ford F-150 Lightning og Rivian R1T, når man sammenligner ydelse og pris.
Anmeldelser i amerikanske bilmedier har også været kritiske.
Edmunds mener, at Cybertruck er “mere gimmick end gennembrud”. Testkørere kritiserer bl.a. det enorme karrosseri, dårlig manøvredygtighed og ringe udsyn fra kabinen. Også byggekvaliteten får hårde ord med på vejen.
Motortrend skrev i marts 2024, at Cybertruck “lider under sin egen ambition” og beskriver bilen som “et rullende eksperiment, snarere end et reelt alternativ til klassiske pickups.”
Næppe til Europa
Der er heller ikke meget, der tyder på, at Cybertruck bliver et hit uden for USA. Bilen er ikke bygget til europæiske forhold – hverken i størrelse eller sikkerhed.
Ifølge Automotive News Europe vurderer eksperter, at Cybertruck næppe kan leve op til de europæiske sikkerhedskrav, især dem der handler om fodgængerbeskyttelse. Den kantede front, det hårde karrosseri i rustfrit stål og mangel på deformationszoner gør det svært at forestille sig, at den bliver godkendt i EU uden omfattende ændringer.
Tesla selv har heller ikke meldt noget ud om europæiske planer, og Elon Musk har tidligere udtalt, at “Cybertruck er bygget til Amerika – ikke Europa”.