Med elmotor på bagakslen og firehjulstræk genopliver Fiat en af de mindste, billigste og mest effektive firehjulstrækkere – Panda 4×4.
Hvis man har besøgt vinmarker i Frankrig, Spanien og Italien, har man sandsynligvis også set den lokale vinbonde køre op og ned mellem vinrankerne. Ikke i en traktor, men i en lille, undseelig – ofte grøn – Fiat.
Nu kan vinmarker både være stejle, glatte, våde og mudrede, så det er ikke hvilken som helst Fiat, vi taler om. Panda 4×4 hedder den lille, nærmest firkantede mikrobil, der ikke desto mindre bevæger sig rundt i terrænet som en mekanisk bjergged.
Det ser vanvittigt ud, men begå aldrig den fejl at grine ad en Panda 4×4. Spørg bare ejere af langt større offroadere, der har oplevet, hvordan de er blevet overhalet af den lille italiener, når deres egen Land Rover, Subaru eller Mitsubishi Pajero har givet op.
Lav vægt, simpel teknik
Hemmeligheden er lav vægt. Som andre små offroadere som Suzuki Jimny kan en Panda 4×4 nærmest springe fra sten til sten som førnævnte bjergged. Og der går sjældent ged i det, for mekanikken er så simpel, at Mario på det lokale værksted hurtigt kan fikse eventuelle problemer med en svensknøgle og en skruetrækker.
Panda er notorisk blandt de mest solgte biler i Italien og omegn, og kommer man ud på landet, hedder mange af dem 4×4. Det har de gjort siden 1983, hvor Fiat første gang fik den idé at udstyre deres bestseller med træk på alle fire.
Elmotor på bagakslen
Nu gør Fiat det igen. Den nyeste generation af Panda, som kommer til Danmark senere i år som elbil, er afsløret som en firehjulstrukket konceptbil.

Fiat fortæller en lang historie om bilens historie – men meget lidt om teknikken. Dog afslører de, at bagakslen bliver ’elektrificeret’.
Det giver til gengæld god mening. Fiat Panda er søsterbil til Citroën ë-C3, som vi kender som en beskeden elbil med forhjulstræk og godt 300 km rækkevidde. Fiat skal sådan set bare skrue en elmotor på bagakslen, så har de en ny, elektrisk Panda 4×4.
Både Panda og ê-C3 findes dog også med benzinmotor, så vi kan ikke udelukke, at Panda 4×4 vil kombinere fossil- og elmotor. At dømme efter de første billeder er luftindtaget på Panda 4×4 dog så beskedent, at der næppe ligger en iltkrævende benzinmotor under hjelmen. Vi tror på en fuldt elektrisk Panda 4×4, der også vil være nemmest at fremstille.
Ser realistisk ud
Fiat siger heller ikke noget om eventuel lancering af den terrængående Panda. Vi tror dog på, at den kommer. Hvad skal Sydeuropas vinbønder ellers køre i? Nu uden at forurene de ædle druer med partikler. Panda 4×4 skal nok blive et hit. Igen.